Gå til indhold

4 AFLØB (§ 69-§ 81) 

Den indsatte vejledningstekst til kravteksten i dette kapitel er fra Bygningsreglementets vejledning om afløb gældende fra 1. juli 2018 (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018h).

§ 69 Afløb

§ 69 

Bygninger og udenomsarealer skal have afløb for spildevand, regnvand og vand fra tekniske installationer. Projektering, udførelse, drift og vedligehold af afløbsinstallationer skal ske under hensyn til, at:
  1. Der ikke opstår risiko for brand- og eksplosionsfare.
  2. Der ikke opstår risiko for personers sundhed eller komfortmæssige gener.
  3. Der ikke sker skader på personer, installationer og bygningsdele.
  4. Der ikke sker forurening af jord, grundvand, af andre ledningsanlæg eller anden uhensigtsmæssig vandudsivning.
  5. Der ikke sker unødigt energiforbrug.

SBi-anvisning (§ 69)

Afløbsinstallationer skal kunne fungere tilfredsstillende i hele deres forventede levetid. De materialer eller komponenter, som indgår i en afløbsinstallation, skal være af en kvalitet, der opfylder de overordnede funktionskrav med hensyn til funktionsevne og sundhed. 
Tilfredsstillende tryghed kan opnås ved at følge alment anerkendte anvisninger for den tekniske udformning og udføre arbejdet i henhold til byggetraditioner og god håndværksmæssig praksis.
Detaljeret beskrivelse af projektering og udførelse af afløbsinstallationer kan for eksempel findes i:
  • SBi-anvisning 255, Afløbsinstallationer – systemer og dimensionering (Brandt & Faldager, 2015a)
  • SBi-anvisning 256, Afløbsinstallationer – anlæg og komponenter (Brandt & Faldager, 2015b) 
  • SBi-anvisning 257, Afløbsinstallationer – installationsgenstande og udførelse (Brandt & Faldager, 2015c). 
Anvisningerne er udarbejdet til brug sammen med DS 432, Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2009b). 
Yderligere information findes for eksempel i Byg-Erfa-blade [www.byg-erfa.dk], Rørcenter-anvisning 011, Vacuumsystemer i bygninger (Teknologisk Institut, 2006) og SBi-anvisning 227, Korrosion i vvs-installationer (Brandt, 2009).
Generelle krav og anbefalinger til afløbsinstallationer målrettet nybyggede enfamiliehuse og rækkehuse kan for eksempel findes i SBi-anvisning 265, Småhuse - vådrum, vand- og afløbsinstallationer (Brandt et al., 2016).

Brand og gennemføringer

Afløbsinstallationer skal udføres, så de ikke medfører brandfare. Ved rørgennemføringer, installationsskakte og lignende skal der træffes foranstaltninger, der hindrer gennemgang af ild, røg og gasser. 
Rørgennemføringer som passerer gennem en brandmæssig adskillelse, skal normalt udføres, så de ikke forringer brandsikkerheden, jf. § 114 i kapitel 5, Brand. Derfor kan det være nødvendigt at anvende brandmanchet eller andre foranstaltninger for at hindre brand- og røgspredning. Yderligere information kan for eksempel findes i:
  • Brandteknisk vejledning 31, Brandtætninger – Brandtætning af gennembrydninger for installationer (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2005).
  • SBi-anvisning 257, Afløbsinstallationer – installationsgenstande og udførelse, 3 Sikring mod brand (Brandt & Faldager, 2015c). 

Sikkerhed og skader

Afløbsinstallationer skal udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Forkert udførte installationer kan for eksempel medføre risiko for brand eller forgiftning.
Ud over risikoen for personskade er det også nødvendigt at forebygge, at bygningen beskadiges.

§ 70-§ 74 Generelt for afløbsinstallationer

§ 70 

Afløbsinstallationer skal projekteres og udføres, så det tilførte afløbsvand bortledes fra bygningen og de tilhørende udenomsarealer. Dette skal ske under hensyn til tilslutningsforhold og omgivelser samt til installationens, grundens og bygningens anvendelse.

Stk. 2 

Afløbsinstallationer skal dimensioneres som anvist i DS 432 Norm for afløbsinstallationer, afsnit 3 eller på en måde, som på tilsvarende vis sikrer en tilfredsstillende bortledning, jf. stk. 1.

Stk. 3 

§§ 69-81 kan opfyldes ved at følge DS 432:2009 Norm for afløbsinstallationer.

Vejledning (1.1 Generelt for afløbsinstallationer)

Afløbsinstallationer skal dimensioneres i henhold til DS 432, Norm for afløbsinstallationer eller på en måde, så der opnås en tilfredsstillende bortledning. Hvis man vælger at følge afløbsnormen i dens fulde omfang kan man forvente, at bestemmelserne i kapitel 4 er opfyldt. Der kan dog være installationer, som falder uden for DS 432, som fx forsinkelsesbassiner, regnbede og faskiner, og disse skal dimensioneres og dokumenteres særskilt.
Sikring mod opstemning kan ske ved:
  1. Betryggende højdeforskel mellem højeste opstemningskote i hovedafløbsledningen og overkant af lavest beliggende installationsgenstand. Højeste opstemningskote i hovedafløbsledningen oplyses af forsyningen og vil ofte være terræn.
  2. Pumpning
  3. Højvandslukker
Dæksler og riste skal vælges ud fra de belastninger de påføres, og det skal sikres, at skadelige belastninger ikke overføres til afløbsinstallationen (brønde og ledninger).
  • Der henvises i øvrigt til arbejdstilsynets regler for dæksler.
  • Der henvises til vejledning om installationer i eksisterende bygninger.
  • Der henvises til rørcenteranvisning 011 Vacuumsystemer i bygninger
  • Der henvises til DS 432, Norm for afløbsinstallationer.

SBi-anvisning (§ 70)

Dimensionering skal ske under hensyntagen til både spildevand, regnvand og eventuelt drænvand. Hvor der anvendes separate systemer for spildevand og regnvand, skal disse dimensioneres hver for sig. Det er også et krav, at afløbsledningerne skal udføres med et sådant fald og på en sådan måde, at de er selvrensende under alle forhold.
Beskrivelser og retningslinjer for dimensionering af forskellige afløbssystemer er blandt andet beskrevet i SBi-anvisning 255, Afløbsinstallationer – systemer og dimensionering (Brandt & Faldager, 2015a).

§ 71 

Afløbsinstallationer skal projekteres og udføres, så:
  1. Der ikke forekommer lugtgener, aflejringer eller oversvømmelse.
  2. Placeringen og fastgørelsen ikke medfører generende rystelser eller skader på bygningsdele eller installationer.
  3. De beskyttes mod frost.
  4. Utilsigtet ind- og udsivning undgås.
  5. Rotter hindres i at trænge ud af installationerne og ind i eller under bygninger.
  6. Der ved risiko for opstemning i hovedafløbssystemet sikres mod skadelig oversvømmelse i bygningen.
  7. De kan modstå normalt forekommende statiske, dynamiske, kemiske og termiske påvirkninger.
  8. Der ikke opstår risiko for sprængninger eller skadelig tryk og trykstød.
  9. Der ikke sker overstrømning til vandforsyningsanlæg og vandinstallationer, eller til et andet afløbssystem eller en anden installationsgenstand.
  10. Der ved rørgennemføringer ikke spredes generende støj, fugt og lugt.
  11. De kan renses, betjenes og vedligeholdes i fornødent omfang. Renseadgange og komponenter, der kræver betjening, eftersyn eller vedligehold, skal være let tilgængelige, så dette kan ske på en hensigtsmæssig og forsvarlig måde.
  12. De holdes inden for ejendommen.
  13. Dækslers og afdækningers materialeegenskaber, styrke og bæreevne kan modstå den belastning, de udsættes for, og så der ikke sker personskader eller skader på andre afløbsinstallationer.

SBi-anvisning (§ 71)

Gener

Installationsgenstande må ikke overføre vibrationer til bygningen i generende omfang. Det kan undgås ved:
  • Anvendelse af eftergivelige materialer til at fastgøre eller ophænge de pågældende installationsgenstande.
  • Montering af installationsgenstande på svingningsdæmpende bygningsdele, fx tunge betonplader.

Frostsikring

Afløbsinstallationer skal anbringes, så de sikres mod frostsprængning. 

Ind- og udsivning

Afløbsinstallationer skal være tætte, så der ikke er risiko for blanding af rent og forurenet vand. Der må for eksempel ikke ved udsivning fra afløbsrør ske forurening af grundvandet.

Opstemning

Ved 'opstemning' forstås den hævning af vandstanden i afløbssystemet, der kan ske ved store vandtilførsler, fx kraftige regnskyl. Afløbssystemer skal udføres, så opstemning i hovedafløbssystemet ikke medfører skadelig oversvømmelse.
Sikring mod opstemning sker normalt ved at etablere en betryggende højdeforskel mellem højeste opstemningskote og overkanten af den lavest beliggende installation. Er det ikke tilstrækkeligt, kan sikring ske på anden vis, fx ved etablering af højvandslukker, der forhindrer, at der trænger vand ind i bygningen, når der er højvande i hovedafløbssystemet. Oplysninger om de maksimale opstemningshøjder kan fås hos de lokale myndigheder. Eksempler på løsninger til sikring mod opstemning beskrives for eksempel i SBi-anvisning 256, Afløbsinstallationer – anlæg og komponenter, 6 Højvandslukker (Brandt & Faldager, 2015b).

Støj

Bygningsreglementets krav til installationers støjniveau fremgår af kapitel 17, Lydforhold. Detaljeret beskrivelse af støj fra installationer i boliger samt løsninger til reduktion af installationernes støjniveau kan for eksempel findes i SBi-anvisning 237, Lydisolering af boliger – nybyggeri (Rasmussen, Petersen & Hoffmeyer, 2011).

§ 72 

Ved lægning af afløbsinstallationer i jorden skal underlaget placeres i frostfri dybde og på bæredygtig bund, så der ikke opstår skader som følge af bevægelser i jordbunden.

SBi-anvisning (§ 72)

Afløbsledninger skal placeres, så de ikke udsættes for mekanisk overlast under brug. Ved gennemføringer i fundamenter skal det sikres, at installationerne ikke udsættes for utilsigtet belastning. For at undgå risiko for skader, fx ødelæggelse af samlinger eller lunker på afløbsledninger, skal afløbsinstallationer fastgøres til eller ophænges i konstruktioner, som ikke sætter sig.

§ 73 

Afløbsinstallationer skal udføres som separatsystem, hvis hovedafløbsledningerne er udført som separatsystem, eller hvor der af myndighederne stilles krav om separatsystem.

SBi-anvisning (§ 73)

Et separatsystem er et afløbssystem, som afleder spildevand gennem ét ledningssystem og regn- og drænvand gennem et andet.

§ 74 

Kommunalbestyrelsen kan forlange, at der etableres fornøden ventilation af hovedafløbsledninger gennem en ejendoms afløbsinstallation.

§ 75-§ 76 Spildevand

§ 75 

Vandinstallationer med aftapning samt tekniske installationer med f.eks. aftræk og køleflader, som kan afgive skadelige mængder kondensvand og overløb fra sikkerhedsventiler, skal forsynes med afløbsmulighed.

Vejledning (1.2 Spildevand)

Der henvises til rørcenter-anvisning 021 Kælderoversvømmelser – Sikring mod opstigende kloakvand.

SBi-anvisning (§ 75)

Der skal udføres afløb på en sådan måde og i et sådant omfang, at der ikke sker skadelig oversvømmelse.
DS 432, Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2009b), stiller også krav om afløb fra lokaliteter uden egentlig vandinstallation, hvis der tilledes spildevand, fx i garageanlæg og køle- og fryserum. 
Der bør også installeres afløb for kondensvand fra køleflader og varmegenvindingsaggregater. Hvis omgivelsestemperaturen under drift kommer under frysepunktet, bør afløbet frostsikres. Frostsikring kan om nødvendigt ske ved opvarmning af afløbet

§ 76 

Højvandslukke til sikring mod oversvømmelser, der installeres i eller uden for bygningen, skal udføres i overensstemmelse med tabel 4.6.1 i tillæg 1 til DS 432:2009 Norm for afløbsinstallationer.

SBi-anvisning (§ 76)

Beskrivelser og retningslinjer for anvendelse af højvandslukker er for eksempel beskrevet i SBi-anvisning 256, Afløbsinstallationer – anlæg og komponenter, 6 Højvandslukker (Brandt & Faldager, 2015b).

§ 77 Regnvand

§ 77 

Afløb for regnvand skal udføres, så bortledning, nedsivning eller vandansamling ikke medfører risiko for skader på bygninger eller bygningsdele eller andre ulemper, f.eks. gener for trafik.

Stk. 2 

Tagvand skal holdes på egen grund.

Vejledning (1.3 Regnvand)

Regnvandsinstallationer skal dimensioneres ved den dimensionsgivende regnintensitet og med den overbelastningshyppighed, der fastsættes af kommunalbestyrelsen.

SBi-anvisning (§ 77)

DS 432, Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2009b) stiller krav om, at regnvand, der falder inden for grundens grænser, skal bortledes gennem et ledningssystem, hvis der ellers ville opstå gener i form af dryp eller oversvømmelser. Normalt vil bortledning ske i afløbsledninger til det offentlige kloaknet, men i visse tilfælde – typisk ved mindre bygninger – kan bortledning ske ved nedsivning af regnvand i faskiner på grunden. 
Information om LAR-anlæg kan blandt andet findes i SBi-anvisning 256, Afløbsinstallationer – anlæg og komponenter, 4 Lokalafledning af regnvand (LAR) (Brandt & Faldager, 2015b).
Med tagvand menes nedbør, der falder på taget og typisk ledes til tagrender og nedløbsrør.
I kapitel 14, Fugt og vådrum, findes yderligere krav og anvisninger om sammenhængen mellem fugt og holdbarhed af konstruktioner.

§ 78 Drænvand

§ 78 

Installationer til dræning af bygninger mv. skal udføres i overensstemmelse med DS 436 Norm for dræning af bygværker mv.

§ 79 Byggematerialer og produkter

§ 79 

Fabriksfremstillede produkter, der indgår i eller tilsluttes afløbsinstallationer, skal for så vidt angår de mekaniske/fysiske karakteristika:
være forsynet med CE-mærke, der viser, at produkterne stemmer overens med en harmoniseret standard eller er omfattet af en europæisk teknisk godkendelse med de deklarerede egenskaber, der er relevante for Danmark, eller
have gennemgået en afprøvning for de egenskaber, der er relevante for Danmark, og være underlagt en produktionskontrol hos fabrikanten, der sikrer, at den deklarerede ydeevne opretholdes, som beskrevet i kapitel 24.

SBi-anvisning (§ 79)

Bestemmelserne skal sikre, at de anvendte installationsgenstande er i overensstemmelse med relevante krav til mekaniske og fysiske egenskaber.
Afløbsinstallationer skal udføres af materialer, som kan modstå de mekaniske påvirkninger fra last og de termiske påvirkninger fra høje temperaturer og temperaturskift, fx fra skiftevis påvirkning af varmt og koldt vand, som forekommer under brug. Installationerne skal også udformes, så der er mulighed for at optage de bevægelser, der fremkommer ved dimensionsændringer under brug, fx på grund af temperaturskift.
Installationer skal være bestandige over for korrosion.

§ 80-§ 81 Drift og vedligehold af afløbsinstallationer

§ 80 

Drift og vedligehold af afløbsinstallationer skal ske, så de til enhver tid overholder bestemmelserne i §§ 70-78.

Stk. 2 

Der skal foreligge en drifts- og vedligeholdelsesmanual inden ibrugtagning af bygningen. Manualen skal indeholde tegninger med oplysning om placering af installationer, der skal vedligeholdes, samt hvordan og hvor ofte vedligeholdelsen skal ske.

Stk. 3 

Ubenyttede dele af en afløbsinstallation skal sikres mod indtrængen af rotter ved afpropning. Afpropning skal ske så tæt som muligt ved tilslutningen til den benyttede del af afløbssystemet.

Vejledning (1.4 Drift og vedligehold af afløbsinstallationer)

Hvis der i forbindelse med bygningens drift skal tilføres stoffer til afløbssystemet, der kan skade eller forringe funktionen af afløbssystemet, renseanlæg eller recipienter skal stofferne tilbageholdes i udskillere eller neutraliseres. Dette kan fx være olie-, benzin- eller fedtholdige væsker.
Ved benyttelsesændringer af eksisterende bygninger skal der rettes særlig opmærksomhed på etablering af de nødvendige udskillere, fx ved anvendelsesændring fra butik til restaurant.

SBi-anvisning (§ 80)

Afløbsinstallationer skal udføres, så der er gode adgangsforhold ved pasning og vedligehold. Afløbsinstallationer skal udformes, så der er mulighed for at rense dem. Renseadgange, dvs. adgang til afløbsinstallationens indre, skal findes i passende omfang og være lettilgængelige. Øvrige komponenter, som kræver vedligehold, fx gulvafløb, skal også være let tilgængelige. 
For afløbsinstallationer drejer forebyggende vedligehold sig om rensning eller tømning, fx af gulvafløb, nedløbsbrønde, tagrender og benzin- og olieudskillere.
Generelle informationer om drift og vedligehold af afløbsinstallationer kan for eksempel findes i SBi-anvisning 257, Afløbsinstallationer – installationsgenstande og udførelse, 8 Drift og vedligehold (Brandt & Faldager, 2015c).

§ 81 

Afløbsinstallationer og hovedafløbssystem må ikke tilføres stoffer, der kan skade eller forringe funktionen af afløbsinstallationer, hovedafløbssystem, renseanlæg eller recipient.

SBi-anvisning (§ 81)

Hvis spildevand indeholder skadelige stoffer, fx fedt, benzin eller olie, skal disse tilbageholdes i udskillere eller neutraliseres, se fx Rørcenter-anvisning 005, Fedtudskillere (Teknologisk Institut, 2000) og Rørcenter-anvisning 006, Olieudskilleranlæg (Teknologisk Institut, 2004).