14 FUGT OG VÅDRUM (§ 334-§ 339)

Introduktion

Den indsatte vejledningstekst til kravteksten i dette kapitel er fra Bygningsreglementets vejledning om fugt og vådrum gældende fra 1. juli 2020 (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2020d).

Vejledning (Generelt om fugt og vådrum)

Kravene i kapitel 14 om fugt og vådrum er indført for at beskytte bygninger mod fugt og vand. Fugt og vand må ikke medføre risiko for personers sundhed eller give risiko for skader på bygninger. Fugtskader er et af de mest udbredte problemer i byggeriet. Typiske problemer i forhold til utilsigtet fugtpåvirkning i bygninger er skimmelsvampevækst, råd og svampevækst, der kan give helbredsproblemer.

Fugtpåvirkninger kan stamme fra regn, sne, overfladevand, grundvand, vandstandsstigninger, jordfugt, byggefugt, påvirkninger fra brugsvand samt luftfugtighed, herunder kondensfugt.

Høj relativ luftfugtighed kan give problemer med kondens eller skimmelvækst på kolde overflader.

Det er derfor vigtigt, at vælge robuste løsninger, dvs. enten løsninger der forhindrer fugtpåvirkninger eller at der vælges materialer, der kan modstå de påvirkninger der er, eller kan forventes, i eller på bygningen.

Typer af fugtpåvirkninger

SBi-anvisning (Generelt om fugt og vådrum)

Skimmelsvampevækst

Der kan i princippet gro skimmelsvampe på alle byggematerialer. Risikoen for skimmelsvampevækst er størst på organiske materialer, men der vil også kunne vokse skimmelsvamp på støv på uorganiske materialer. Skimmelvækst skal forhindres både under opførelsen, se § 165 i kapitel 7 om udførelse, og i driftsfasen.

Risiko for skimmelsvampevækst vurderes ud fra, om fugtindholdet er kritisk; dette skal blandt andet ses i sammenhæng med temperaturen, overfladens beskaffenhed og fugtbelastningens varighed.

At afprøve materialer for kritisk fugtindhold med hensyn til risiko for vækst af skimmelsvampe eller andre påvirkninger er vanskeligt. Men leverandører og producenter kan eventuelt have oplysninger om kritisk fugtindhold. I givet fald må det vurderes, om den valgte testmetode er relevant for det aktuelle tilfælde.

Hvis det kritiske fugtindhold med hensyn til skimmelvækst for et materiale ikke er kendt og dokumenteret, kan et fugtindhold i materialet, der er i ligevægt med en relativ luftfugtighed (RF) på 75 % på materialets overflade, normalt anvendes som kritisk fugtindhold uanset overfladebeskaffenhed, temperatur og varighed af fugtbelastningen.

Om vækstbetingelser og forholdsregler for skimmelsvampe, se for eksempel SBi-anvisning 204, Undersøgelse og vurdering af fugt og skimmelsvampe i bygninger (Valbjørn, 2003) og Skimmel i bygninger – vækstbetingelser og forebyggelse (Byg-Erfa, 2005a).

Robust byggeri

En bygning anses for robust, når de kvalitetsmæssigt afgørende bygningsdele enkeltvis og i deres samvirken kun er lidt følsomme over for fejl og utilsigtede påvirkninger. Bygningsdele og materialer bør have overskud til at modstå mindre svigt. Minimering til grænsen af ydeevnen vil for almindeligt byggeri ikke være tilrådeligt, da det ofte vil føre til et mindre robust bygværk, se i øvrigt DS/INF 146 (Dansk Standard, 2003). Design og projektering bør have sigte på, at et bygværk i hele sin levetid til en vis grad er robust overfor utilsigtede forandringer og påvirkninger, ligesom der bør vælges løsninger, der er så enkle som mulige at udføre.

Bemærk, at der ved svigt tænkes på alle betydende situationer, hvor ydeevnen viser sig utilstrækkelig. Det vil sige både svigt af konstruktioner og svigt af bygningsfysisk ydeevne m.m. Vedrørende begreberne fejl, svigt, skade og mangel henvises til rapporten Svigt i byggeriet (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2004).

Bygningsdele kan betragtes som robuste, hvis de kan modstå utilsigtede, men ikke sjældent forekommende påvirkninger i den normale levetid ved den påtænkte anvendelse.

Eksempler på robust byggeri kan for eksempel findes i SBi-anvisning 273, Tage (Brandt, Bunch-Nielsen & Morelli, 2019) og SBi-anvisning 267, Småhuse – klimaskærmen (Møller et al., 2016).

§ 334-§ 338 Fugt og vådrum

§ 334

Bygninger skal projekteres, udføres og vedligeholdes, så vand og fugt ikke medfører risiko for personers sundhed eller skader på bygningen.

SBi-anvisning (§ 334)

Fugt og sundhed

Højt fugtniveau påvirker personers sundhed negativt. Et højt fugtniveau kan medføre skimmelsvampevækst, og det anses for sandsynligt, at tilstedeværelse af skimmelsvamp påvirker sundheden. Derfor er der fokus på skimmel, når det vurderes, om fugt kan skade personers helbred.

Fugt og skader på bygninger

Fugt er en forudsætning for mange nedbrydningsmekanismer; derfor kan for højt fugtniveau medføre risiko for skade på bygninger. Nedbrydningsmekanismer kan for eksempel være trænedbrydende svampe, visse skadedyr, korrosion og frost. Endvidere kan fugttransport betyde udvaskning af materiale, som derved kan svække konstruktionen.

Undgå fugt

Højt fugtindhold i bygningsdele og konstruktioner kan medføre skimmelvækst, nedbrydning af materialer, nedsat varmeisoleringsevne m.m. For at undgå opfugtning skal bygninger udformes, så:

Vandbelastning fra omgivelserne minimeres
Vand og fugt afledes fra bygningen
Konstruktionerne yder beskyttelse mod indtrængning af vand
Konstruktioner kan modstå de normale vand- og fugtpåvirkninger de forventes udsat for
Forekomst af høj relativ luftfugtighed og/eller dannelse af skadelig kondens på og i konstruktioner, herunder på overflader, undgås.

Den bedste forholdsregel mod skader og gener fra fugtpåvirkning er at udforme byggeriet, konstruktionerne og detaljerne, så vand- og fugtbelastningen bliver så lille som muligt.

Vandbelastning udefra

Bygningen bør placeres og udformes under hensyntagen til vejr og vind. Læ for vind og vejr kan være en fordel for eksempel ved beskyttelse med bevoksninger og andre bebyggelser. Hvis facader og gavle eksponeres direkte for vind og vejr fra de dominerede vindretninger i åbent land, kan selv meget omhyggeligt udformede og udførte samlinger og tætninger have vanskeligt ved at beskytte mod vandindtrængning.

Konstruktioner bør udformes, så nedbør bortledes direkte, hurtigt og synligt. Eksempelvis kan langsom bortledning af regnvand fra tage eller nedløbsrør indbygget i konstruktioner erfaringsmæssigt give vanskeligheder.

Beklædningsmaterialer og samlingsdetaljer til facader og tag bør vælges under hensyntagen til de klimatiske forhold. Bygningsdele og samlinger bør udformes, så de yder konstruktiv fugtbeskyttelse af underliggende bygningsdele, fx ved overlap, drypnæser og to-trinstætninger, som sikrer bortledning af vand. Et stort tagudhæng kan beskytte sårbare samlinger mellem ydervæg og tag og samtidig reducere vandbelastningen på ydervæggens øvrige dele.

Fugtbelastning indefra

Størrelsen af fugttilførslen til indeluften i en bygning afhænger af bygningens anvendelse, herunder fugtproduktion og luftskifte. Et estimat for fugttilførslen kan findes ved at vurdere hvilken fugtbelastningsklasse, bygningen tilhører. Fugtbelastningsklasserne er opdelt efter bygningens anvendelse, se SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt, 2013) samt DS/EN ISO 13788 (Dansk Standard, 2013f). Endvidere er temperaturen vigtig, da denne både har betydning for den relative luftfugtighed og risikoen for skimmelvækst.

Fugtisolering

For at hindre indtrængning af fugt i bygningen og skadelig fugtophobning i bygningens konstruktioner, må bygningsdele og konstruktioner fugtisoleres på passende vis.

Grundlæggende viden om fugt og fugtbevægelser, som kan anvendes ved vurdering af konkrete konstruktioners ydeevne med hensyn til fugtisolering, gennemgås for eksempel i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt, 2013). Desuden beskrives, hvordan en række bygningsdele kan udføres fugtteknisk korrekt med konkrete eksempler på udførelsen. Flere eksempler kan for eksempel findes i SBi-anvisning 267, Småhuse - klimaskærmen (Møller et al., 2016) og SBi-anvisning 273, Tage (Brandt, Bunch-Nielsen & Morelli, 2019).

§ 335

Bygninger skal sikres mod skadelig akkumulering af fugt som følge af fugttransport fra indeluften. Kuldebroer i klimaskærmen må ikke medføre problemer med f.eks. kondensdannelse og skimmelvækst.

Vejledning (1.1 fugt) (§ 335)

Kondens på kolde indvendige overflader opstår sædvanligvis som følge af utilsigtet høj luftfugtighed, kombineret med utilstrækkelig ventilation og ringe luftbevægelse i områder med kolde overflader. Kolde indvendige overflader optræder typisk ved kuldebroer og ved utætheder i klimaskærmen, mm. Ved nybyggeri og renovering bør fugtbelastningen medtages i vurderingen af, om der er tilstrækkelig ventilation og luftbevægelse i alle rum. Ved valg af ventilationsstrategi, materialer, konstruktioner og bygningsdele bør der i projekterings-, udførelses- samt brugsfasen tages hensyn til den fugtproduktion, temperatur, luftudskiftning og luftbevægelse, der kan forekomme i bygningen, således at forudsætningerne for et sundt indeklima skabes, og så byggekomponenter og konstruktioner ikke nedbrydes eller skimmelsvampe dannes.

Visse bygningstyper, som for eksempel svømmehaller, har forhøjede fugtpåvirkninger. Beskyttelsen mod fugt skal derfor i disse bygninger have ekstra fokus.

SBi-anvisning (§ 335)

Kondens og dampspærre

Kondens i bygningskonstruktioner optræder primært, når fugt fra indeluften trænger ud i konstruktionerne, hvor den kan kondensere på kolde overflader eller i kolde materialer. For at hindre dette skal varmeisolerende bygningsdele være lufttætte og på den varme side af isoleringen desuden være diffusionstætte, se for eksempel SBi-anvisning 214, Klimaskærmens lufttæthed (Rasmussen & Nicolajsen, 2013) og Dampspærrer – monteringsdetaljer (Byg-Erfa, 2015). For almindelige, opvarmede bygninger kan luft- og diffusionstæthed for eksempel opnås ved anvendelse af en tæt dampspærre på den indvendige side af konstruktionen kombineret med mere diffusionsåbne materialer længere ude i konstruktionen. For kølehuse betyder det, at dampspærren skal sidde på ydersiden af varmeisoleringen, som for disse er den varme side af isoleringen.

Den lille mængde fugt fra indeluften, som uundgåeligt vil trænge ud i konstruktionerne, kan fjernes ved ventilation bag udvendige beklædninger eller ved brug af diffusionsåbne materialer, som tillader, at fugten kan slippe ud. Konkrete eksempler på udførelse findes for eksempel i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt, 2013), SBi-anvisning 273, Tage (Brandt, Bunch-Nielsen & Morelli, 2019), www.membran-erfa.dk samt en række Byg-Erfa-blade om dampspærrer, undertage m.m.

Ved ydersiden bør varmeisoleringsmaterialer sikres mod gennemblæsning, fx ved indbygning af en vindspærrende membran, jf. § 255 i kapitel 11, Energiforbrug, om sikring mod varmetab.

Kondens og kuldebroer

Konstruktioner bør udformes, så kuldebroer ikke medfører så lave overfladetemperaturer på indvendige bygningsoverflader, at der er risiko for skimmelvækst eller kondens. Desuden er det nødvendigt at overholde minimumskravene til ventilation i § 443-449 i kapitel 22, Ventilation. Kondens på overflader er især et problem hvor ventilationsforholdene er dårlige, fx bag et skab placeret op ad en ydervæg, men er også uhensigtsmæssigt på synlige overflader som for eksempel vinduer.

Risikoen for kondens på overflader kan vurderes ved hjælp af beregningsmetoder, som er angivet i DS/EN ISO 13788 (Dansk Standard, 2013f) om metoder for beregning af kritisk indre overfladetemperatur og i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt, 2013). Standarden beskriver flere metoder til beregning af den kritiske overfladetemperatur egnet henholdsvis til tunge ydervægge, hvor temperaturen kun ændres langsomt, og til lette konstruktioner, herunder vinduer, hvor temperaturen skifter hurtigere. Den kritiske indre overfladetemperatur afhænger af fugtproduktionen i bygningen kombineret med ventilationen. Dette er udtrykt ved fugtbelastningsklassen, der hovedsageligt afhænger af bygningens anvendelse. Standarden kan både benyttes til bestemmelse af den kritiske overfladetemperatur for skimmelvækst og kondensdannelse.

Værdier for kritiske overfladetemperaturer for forskellige fugtbelastningsklasser ved brug af DS/EN ISO 13788 kan for eksempel findes i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt, 2013).

Forholdsregler til at modvirke kondensdannelse er for eksempel nærmere beskrevet i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger, 2.1.4 Overfladekondens – kuldebroer (Brandt, 2013).

Sommerkondens

På facader og tage, der om sommeren kan opnå høje udvendige overfladetemperaturer ved direkte solstråling, bør konstruktioner udformes, så der sikres mod sommerkondens, dvs. kondens, der optræder, når fugt trænger ind gennem konstruktionen udefra og kondenserer på koldere materialer inde i konstruktionen, se for eksempel SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger, 3.3.4 Sommerkondens (Brandt, 2013).

Grundfugt

Opsugning af fugt fra grunden medfører opfugtning af materialer på grund af indtrængende vand eller ved kapillarvirkning i terrændæk og fundamenter. Opstigende grundfugt kan modvirkes ved fugtstandsende lag mellem grund og bygningsdele samt kapillarbrydende lag mellem grund og terrændæk m.m. Ved fundamenter sker sikringen ved brug af fugtspærre.

§ 336

Bygningskonstruktioner og -materialer må ikke have et fugtindhold, der ved indflytning medfører risiko for vækst af skimmelsvamp.

Vejledning (1.2) (§ 336)

Det skal sikres, at konstruktionerne ved indbygning ikke har et fugtindhold, der medfører risiko for vækst af skimmelsvamp. Ligeledes skal det sikres, at konstruktionerne ikke opfugtes i byggefasen eller at der indbygges materialer med synlig skimmelvækst.

Der henvises til Vejledning om håndtering af fugt i byggeriet (SBi 2010).

SBi-anvisning (§ 336)

Fugtkravet kan eftervises ved måling af fugtindhold i materialer og bygningsdele før indflytning således, at det eftervises, at fugtindholdet i et materiale ikke overstiger materialets kritiske fugtindhold. Ved vurdering af et materiales kritiske fugtindhold skal der blandt andet tages hensyn til risiko for:

Forringelse af mekaniske egenskaber
Forringelse af termiske egenskaber
Uønskede fugtbevægelser som følge af svind og kvældning
Uønskede kemiske og elektrokemiske reaktioner
Råd, svampe- og insektangreb
Skimmelsvampevækst.

Ved tilrettelægning af fugtmåling, herunder hvornår måling skal udføres, skal der blandt andet tages hensyn til:

Hvor der er anvendt særligt fugtfølsomme materialer.
Forskelle i materialers evne til at optage fugt fra omgivelserne.
Variationer i materialers fugtindhold afhængig af årstiden, og at resultatet derfor skal ses i sammenhæng med, hvornår på året målingen er foretaget.
Fugtophobning, der kan ske under transport og opbevaring.
Udtørring af materialer efter våde byggeprocesser for at vurdere, hvor lang udtørringstiden kan forventes at blive.
Opfugtning af bygningsdele pga. uhensigtsmæssig rækkefølge af processerne i byggeriet efter lukning af råhuset, især når udtørring sker ved opvarmning.

Fugtmålinger skal være repræsentative, dækkende og tilrettelægges individuelt for det enkelte byggeri. Fugtmålinger bør fokusere på de mest kritiske konstruktioner, og hvor der er størst risiko for opfugtning, men samtidig være repræsentative for hele bygningen. Det betyder, at der skal være et antal og en fordeling af målepunkter, der giver et tilstrækkeligt grundlag for vurdering af bygningens fugtforhold.

Der skal ofte foretages et stort antal fugtmålinger, da fugtforholdene kan variere betydeligt i den samme bygning og inden for samme bygningsdel. For eksempel er det nødvendigt i et trægulv på et betondæk både at måle fugtindhold i betondækket for at fastlægge, hvornår en fugtspærre kan lægges, og i trægulvet, når det modtages, for at sikre, at det er tilstrækkeligt tørt til at kunne blive lagt. Eventuelt måles også i trægulvet efterfølgende som tjek af, at fugtspærren er korrekt lagt.

Fugtmålinger, der efterviser et fugtindhold under materialernes kritiske fugtindhold, er ikke en garanti mod, at der kan optræde fugtophobninger og skimmelvækst i byggeriet. Det kan skyldes at:

Det kan være vanskeligt at opnå en dækkende beskrivelse af fugtforholdene med fugtmålinger
Fugt kan transporteres rundt i materialer og bygningsdele efter byggeriets færdiggørelse
Skimmelvækst kan være skjult i utilgængelige bygningsdele på måletidspunktet
Skimmelvækst kan være indbygget i konstruktioner, som efterfølgende er tørret ud.

Ud over Vejledning om håndtering af fugt i byggeriet (Statens Byggeforskningsinstitut, 2010) behandles forhold vedrørende fugtmåling og fugtteknisk dokumentation blandt andet i:

SBi-anvisning 170, Målemetoder til bygningsundersøgelser (Brandt, 1990)
SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt, 2013)
Fukthandbok: Praktik och teori (Nevander & Elmarsson, 2006)
Fugtindhold i træ – måling og vurdering (Byg-Erfa, 2014)
Fugtindhold i beton og murværk – måling og fejlkilder (Byg-Erfa, 2005b).

Fugtteknisk dokumentation

Før indflytning i byggeriet kan der med fordel udarbejdes en fugtteknisk dokumentation, som bør indeholde:

Forskrifter for kvalitetssikring, jf. § 165 i kapitel 7 om udførelse, som foreskrevet i projektets udførelsesgrundlag, herunder arbejdsbeskrivelser.
Kontroldokumentation af fugttekniske forhold under udførelsen.
Resultater af fugtmålinger.

Som supplement til den fugttekniske dokumentation kan der gennemføres en systematisk visuel kontrol for skimmelvækst.

Nærmere beskrivelse, af hvordan den fugttekniske dokumentation kan udføres, findes i Vejledning om håndtering af fugt i byggeriet.

§ 337

Bygninger skal sikres mod indtrængning af vand fra grundvand og overfladevand. Bygninger skal desuden sikres mod opsugning af fugt fra undergrunden.

Vejledning (1.3) (§ 337)

En måde at beskytte bygningen mod indtrængen af overfladevand, er at sikre, at der er fald på terrænet væk fra bygningen og ved at sikre, at den del af bygningen der kan blive udsat for påvirkning af overfladevand kan modstå denne påvirkning.

Der skal træffes tilstrækkelige tiltag til at sikre, at bygningen er beskyttet mod fugt fra undergrunden. Mulige tiltag inkluderer for eksempel kapillarbrydende lag, vandtætning af bygningens yderside, omfangsdræn og fugtspærre imellem fundamentet og ydervæggen.

En måde at beskytte bygningen mod indtrængen af overfladevand, er at sikre, at der er fald på terrænet væk fra bygningen eller ved at sikre, at den del af bygningen der kan blive udsat for påvirkning af overfladevand kan modstå denne påvirkning.

Måder at beskytte mod overfaldevand [red. overfladevand]

tiltag til at beskytte mod fugt fra undergrunden.

Tiltag til at sikre mod fugt fra undergrunden

SBi-anvisning (§ 337)

Overfladevand og tagvand

Kravene om bortledning af overfladevand og sikring mod indtrængen af grundvand og nedtrængende overfladevand skal reducere fugtbelastningen på bygningen.

Bortledning af overfladevand kan for eksempel sikres ved terrænfald bort fra bygningen og/eller anvendelse af fast belægning med fald mod afløb. Konkrete eksempler findes blandt andet i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt, 2013).

Indtrængen af vand

Sikring mod indtrængen af overfladevand, grundvand og nedsivende overfladevand kan opnås ved, at kældervægge, sokler og terrændæk udføres vandtætte. Dokumentation for vandtæthed kan normalt fås hos producenter af tætningssystemer. Der findes forskellige måder til at opnå vandtæthed. Hvilken der er mest egnet afhænger af såvel materialer som vandbelastning. Der gives for eksempel konkrete eksempler i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt, 2013) og SBi-anvisning 267, Småhuse - klimaskærmen (Møller et al., 2016).

Dræn

Vand i grunden kan bortledes ved dræn eller anden regulering af grundvandet under og omkring bygningen. Dræning skal udføres i overensstemmelse med DS 436, Norm for dræning af bygværker m.v. (Dansk Standard, 1993a). Hyppigt anvendte løsninger til dræning kan for eksempel findes i SBi-anvisning 231, Fundering af mindre bygninger (Pedersen et al., 2011) og SBi-anvisning 256, Afløbsinstallationer, 2 Drænsystemer (Brandt & Faldager, 2015b).

Ved terrændæk i niveau med eller under det omgivende terræn skal der altid drænes, medmindre jorden er selvdrænende, grunden i sig selv kan bortdræne vand, eller der på anden måde sikres mod langvarig vandpåvirkning.

§ 338

Klimaskærmen skal projekteres, udføres og vedligeholdes, så der er tæthed mod indtrængen af regn og smeltevand, og så det på en forsvarlig måde kan løbe af. Tagvand skal via tagrender og/eller tagnedløb afledes til afløb.

Vejledning (1.4) (§ 338)

Det er vigtigt for overholdelse af kravet, at regn og smeltevand fra sne føres væk fra bygningen. Det betyder bl.a. at taget skal udføres med tilstrækkelig hældning til at sikre, at vandet føres væk fra bygningen. Hvis hældningen på tagfladen er større end 1:40 svarende til 2,5 cm pr. m, vil vand fra tage normalt kunne løbe af på forsvarlig vis. Tagvand skal desuden via tagrender og/eller tagnedløb ledes til afløb, så vandet ikke fugtbelaster facaden. I visse tilfælde kan tagrender udelades ved bygninger med særlig fri beliggenhed, herunder sommerhuse samt ved garager, udhuse og lignende mindre bygninger, forudsat at tagvandet ikke afledes til gene for vejarealer eller nabogrunde. Tilsvarende kan tagrender udelades ved bygninger med særlig traditionel byggeskik, der tilsiger dette. Der skal dog tages særligt hensyn til overfladevand i forhold til begrænsning af skader på bygning og miljø.

Afledning af tagvand og tiltrækkelig taghældning. [red. tilstrækkelig]

Af hensyn til grundvandsressourcerne og rensningsanlægs funktion kan overfladevand og tagvand, hvor det kan godkendes af kommunalbestyrelsen, ledes til nedsivningsanlæg fremfor kloak, se Miljøministeriets bekendtgørelse om spildevandstilladelser mv. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4.

SBi-anvisning (§ 338)

Klimaskærmens tæthed

Klimaskærmen skal i sin helhed være udført, så der opnås tæthed mod indtrængen af regn og smeltevand fra sne. Til klimaskærmen medregnes her også tagudhæng og lignende bygningsdele. Klimaskærmen bør desuden være tæt mod fygesne.

Tage

Tage skal udføres med tilstrækkelig hældning, så regnvand og smeltevand fra sne ledes væk på forsvarlig måde. Den nødvendige hældning afhænger af tagdækningen. For flade tage med tagpap eller tagfolie skal taghældningen være mindst 1:40 (ca. 1,4°). Løsninger for udførelse af tage med lav hældning kan for eksempel findes i erfaringsblade fra Byg-Erfa. Flade tage skal i nødvendigt omfang forsynes med nødoverløb til sikring mod skader ved tilstoppede nedløb og lignende, se for eksempel SBi-anvisning 255, Afløbsinstallationer – systemer og dimensionering (Brandt & Faldager, 2015a).

For rejste tage med anden form for tagdækning, fx teglsten, sikres tætheden ofte ved anvendelse af et undertag. DUKO (Dampspærre- og Undertagsklassifikationsordning) [www.duko.dk] anviser relevante løsninger for undertage. Løsninger for træbaserede undertage findes for eksempel i håndbogen TRÆ 67, Undertage (Træinformation, 2013). Undertagets forventede levetid bør afpasses den forventede levetid af tagbeklædningen.

Retningslinjer for ventilation af undertage er for eksempel beskrevet i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt, 2013).

Retningslinjer for tage generelt er for eksempel beskrevet i SBi-anvisning 273, Tage (Brandt, Bunch-Nielsen & Morelli, 2019).

Skotrender, kip og andre skæringer mellem tagflader, gennemføringer samt inddækninger ved vindskede, stern og andre afslutninger af tagflader mod kanter skal udføres, så regnvand og smeltevand bortledes på forsvarlig måde.

Kravet om, at tagvand skal afledes til afløb, skal ses i sammenhæng med bestemmelsen om afløb for regnvand i kapitel 4, § 77. Løsninger til afledning af vand fra tage, og hvordan afløb og faskiner dimensioneres findes for eksempel SBi-anvisning 256, Afløbsinstallationer – anlæg og komponenter (Brandt & Faldager, 2015b) og Nedsivning af regnvand i faskiner (Byg-Erfa, 2006).

§ 339 Vådrum

§ 339

Vådrum, herunder baderum samt bryggers og WC-rum med gulvafløb, skal opfylde følgende krav:

Gulve og vægge skal udføres, så de kan modstå de fugtpåvirkninger og de mekaniske og kemiske påvirkninger, der normalt forekommer i vådrum.
Gulve og gulvbelægninger, herunder samlinger, tilslutninger, rørgennemføringer og lignende, skal være vandtætte.
I den vandbelastede del af vådrummet må der ikke udføres rørgennemføringer i gulvet.
I den vandbelastede del af rummet skal vægge og vægbeklædninger, herunder samlinger, tilslutninger, rørgennemføringer og lignende, være vandtætte.
Vand på gulvet skal afledes til gulvafløb.
Ved brug af skeletvægge samt gulv- og vægkonstruktioner, der indeholder træ eller andre organiske materialer, skal der anvendes et egnet vandtætningssystem.

Vejledning (2.0 Vådrum) (§ 339)

Vådrum er et af de mest fugtbelastede rum, og derfor skal vådrum udføres med fokus på beskyttelse mod vand- og fugtbelastninger, ligesom der er specifikke krav til ventilation i vådrum i boliger i kapitel 22. Vådrum skal udføres, så der er sikkerhed mod skader fra vand og fugt, og de skader, som vand og fugt kan medføre. De typiske problemer med vandskader i vådrum stammer fra utætheder i rørsamlinger eller omkring installationsgennembrydninger, utilstrækkelige vådrumsmembraner og manglende fald på gulvet mod gulvafløb i de vandbelastede områder af vådrummet.

Vådrum er hele det rum, hvor der er vandpåvirkning. Det er for eksempel badeværelser, bryggers med gulvafløb og WC-rum med gulvafløb. Alle rum med gulvafløb er som udgangspunkt vådrum og skal derfor beskyttes mod de forventede fugtpåvirkninger i vådrum. Bryggers eller WC-rum uden gulvafløb betragtes ikke som vådrum.

Hele gulvet i et vådrum skal udføres som et vådrumsgulv, som er et vandtæt gulv. Vandstænk vil på et vådrumsgulv fordampe eller kunne tørres op uden at udgøre en risiko for bygningens konstruktioner.

Den vandbelastede del af rummet er de områder, hvor der kan antages at være direkte påvirkning af vand på regelmæssig basis. Dette vil normalt være de dele af gulve og vægge der er i nærheden af brusere, badekar eller lignende. Hvor stor en vandbelastning der må forventes i området omkring bruseniche og badekar, afhænger af udformningen af afskærmningen for vand. Hvis der i vådrum på terrændæk, er tilstrækkelig afskærmning af bruseniche, så der ikke forventes direkte vandpåvirkning på gulvet uden for brusenichen, er det ikke nødvendigt at have yderligere gulvafløb i rummet uden for brusenichen, da gulvet skal udføres som vådrumsgulv.

I den vandbelastede del af rummet, hvor der kan forventes vand på gulvet fra for eksempel badekar og brusenicher, skal der være tilstrækkeligt fald på gulvet til at sikre, at vandet afledes til gulvafløb.

Som udgangspunkt skal gulve udføres med fald mod gulvafløb for at minimere risikoen for vandskader. Det er dog ikke nødvendigt at have fald på gulvet i hele vådrummet i alle tilfælde. Følgende elementer skal tages i betragtning ved vurderingen af, hvor stort et område, der skal have fald på gulvet:

Risiko for skader på konstruktioner og nabolokaler, herunder andre erhvervs- eller boligenheder
Badeværelsets størrelse og indretning
Det vandbelastede områdes indretning og afskærmning, herunder eventuelle opkanter eller forsænkninger omkring vandbelastede områder

I vådrum på terrændæk, hvor der ikke er risiko for at beskadige konstruktioner eller andre erhvervs- eller boligenheder, og hvor den pågældende udformning af vådrummet sikrer, at der ikke er direkte vandpåvirkning på hele gulvet, behøver der ikke at være fald på hele gulvet.

I SBi-anvisning 252 beskrives, hvorledes gulve og vægge i vådrum kan udføres. Her er der eksempler på planlægning, projektering og udførelse af badeværelser i nye og gamle boliger.

Hvis SBi-anvisning 252 følges, opnås en god sikkerhed for at overholde bygningsreglementets krav til vådrum.

SBi-anvisning (§ 339)

Vådrum

Vådrum defineres i SBi-anvisning 252, Vådrum (Brandt & Morelli, 2015) som rum påvirket af vand, eller hvor der er høj relativ luftfugtighed (RF). Vådrum, der er direkte påvirket af vand, skal altid have gulvafløb. Kravene til vådrum skal sikre:

Mod indtrængning af vand i fugtfølsomme konstruktioner.
Tilsigtet anvendelse, herunder at det kan bruges uden risiko for personskade.

Gulve og vægge i vådrum

For at hindre opfugtning skal gulve og vægge – inklusive samlinger, gennemføringer m.m. – udføres vandtætte. Det kan for eksempel ske ved at anvende materialer, som i sig selv er vandtætte, eller ved at anvende en vandtæt overfladebeklædning. Til skeletvægge og til gulv- og vægkonstruktioner, der indeholder træ eller andre organiske materialer, skal der anvendes ’et egnet vandtætningssystem’, dvs. et system med dokumentation for, at de opfylder de væsentligste ydeevnekrav for brug i vådrum. Der kan anvendes systemer, som er omtalt i SBi-anvisning 252, Vådrum (Brandt & Morelli, 2015), er MK-godkendte eller har en ETA (Europæisk Teknisk Vurdering), der opfylder de danske krav, fx vandtætte flise- eller malesystemer. Det skal sikres, at vand, der rammer væggen, ledes ud på gulvets overflade. Bemærk, at nogle af de godkendte systemer kun kan anvendes i vådrummets fugtige zone, dvs. i en vis afstand fra bruseniche eller badekar, jf. SBi-anvisning 252, Vådrum (Brandt & Morelli, 2015).

For at sikre mod vandskader i forbindelse med tilstopning af afløb skal vådrummets gulv udformes som et bassin, der kan indeholde en vis mængde vand, uden at det trænger ind i omgivende bygningsdele. For at sikre afledning af vand skal gulvet have fald mod afløb. Gulvflader under indbyggede badekar skal også have fald og skal udføres, så eventuelt indtrængende vand kan slippe ud og synliggøre vandindtrængningen. Normalt anvendes et fald på 0,5-1 % på gulvflader; under skjulte overflader, fx badekar eller skabe, anbefales dog et større fald, fx 2 %.

For vådrum udført på terrændæk kan dele af gulvet i større vådrum udføres vandret, hvis badeværelsets størrelse og indretning sikrer, at der ikke løber vand ud på de vandrette dele af gulvet ved badning, fx ved at anvende en forsænkning omkring bruseniche eller ved at øge faldet på gulvet i det vandbelastede område, fx til 2 %. For vådrum udført på etagedæk, krybekælderdæk eller kælderdæk, er der risiko for skade på underliggende konstruktioner, fx i en etageejendom med flere boliger over hinanden eller på 1. sal i et enfamiliehus, og derfor skal der være fald på hele gulvet.

Kravene er uddybet i SBi-anvisning 252, Vådrum (Brandt & Morelli, 2015), der også beskriver, hvordan gulve og vægge i vådrum kan udføres, så kravene opfyldes. Alternativt kan der vælges konstruktioner eller vandtætningssystemer, som har en særskilt godkendelse. Godkendelserne kan være i form af en MK-godkendelse eller en Europæisk Teknisk Vurdering. MK-godkendelser udstedes af ETA-Danmark.

Installationer i vådrum

Vådrummets vand- og afløbsinstallationer skal udføres i henhold til krav i henholdsvis kapitel 21 og kapitel 4, hvor der henvises til DS 439, Norm for vandinstallationer (Dansk Standard, 2009a), og DS 432, Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2009b).

Elinstallationer skal udføres i overensstemmelse med (Dansk Standard, 2017g), der afløste stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 6 (Bekendtgørelse nr. 12502, 2001) pr. 1. juli 2019.

Der gælder en særlig godkendelsesordning for byggevarer i kontakt med drikkevand, fx vandhaner, se § 416-§ 418 om produkter til vandinstallationer.

Hvor det er muligt, bør rør føres i lukkede installationskanaler og -skakte med inspektionslemme, der er så store, at der kan ske aflæsning af målere og nødvendige udbedringer i kanalen eller skakten. Det er en fordel at anbringe inspektionslemme, så adgang sker fra tørre rum.

Vandinstallationerne planlægges, så rørstrækningerne bliver kortest mulige, og så eventuelle utætheder i rør eller samlinger meldes synligt. Vandinstallationer må ikke udføres med skjulte samlinger. Gulvafløb skal være beregnet til den pågældende gulvtype og skal anbringes let tilgængeligt, dvs. ikke skjult eller overdækket.