Gå til indhold

28 DOKUMENTATION AF BÆRENDE KONSTRUKTIONER (§ 494-§ 505) 

Den indsatte vejledningstekst til kravteksten i dette kapitel er fra Vejledning til BR18 kapitel 28 – Dokumentation af bærende konstruktioner § 498 og § 499 (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2020l). For vejledning vedrørende dokumentation af bærende konstruktioner i øvrigt henvises til SBi-anvisning 271, Dokumentation og kontrol af bærende konstruktioner (Aagaard & Feddersen, 2020) og SBi-anvisning 254, Småhuse – styrke og stabilitet (Cornelius, 2015).

§ 494-§ 505 Dokumentation af bærende konstruktioner

§ 494 

Dokumentationen af et byggeris bærende konstruktioner skal påvise, at de bærende konstruktioners ydeevne er i overensstemmelse med definerede krav til sikkerhed og anvendelighed, jf. kapitel 15, samt at projektering og udførelse er fyldestgørende og i overensstemmelse med definerede krav.

Stk. 2 

Der skal udarbejdes dokumentation for de bærende konstruktioner svarende til den konstruktionsklasse, bygningen er indplaceret i, jf. kapitel 26.

§ 495 

Der skal udarbejdes dokumentation for, at bygningsreglementets krav til bærende konstruktioner overholdes under udførelse og i det færdige byggeri.

§ 496 

Dokumentation for de bærende konstruktioner for byggeriet, som er indplaceret i konstruktionsklasse 2-4, omfatter:
  1. starterklæring,
  2. sluterklæring og
  3. statisk dokumentation.

§ 497 

For bygværker omfattende konstruktioner eller konstruktionsafsnit, som er indplaceret i konstruktionsklasse 2-4, skal ansøgeren udpege en bygværksprojekterende for de bærende konstruktioner. Den bygværksprojekterendes opgaver følger af kapitel 31.

§ 498 

Starterklæring skal udfærdiges af den certificerede statiker og skal angive:
  1. at dokumentationen for bærende konstruktioner, jf. § 19, er fremsendt,
  2. at der er valgt de korrekte konstruktionsklasser, og at dokumentationen herfor er retvisende.
  3. at dokumentationen godtgør, at byggeriet svarende til det foreliggende detaljeringsniveau vil overholde bygningsreglementets krav til bærende konstruktioner, jf. kapitel 15,
  4. at der er udarbejdet en fyldestgørende kontrolplan og kontrolrapport i overensstemmelse med kontroltyper, jf. bilag 3, tabel 1, og kontrolniveau, jf. bilag 3, tabel 2, for projektering og udførelse af de bærende konstruktioner svarende til projektets stadie, og
  5. redegørelse for den certificerede statikers planlagte virke.

Stk. 2 

For konstruktionsklasse 4, hvor der er krav om tredjepartskontrol udført ved en certificeret statiker, skal tredjepartskontrollanten tillige udfærdige en starterklæring, der angiver:
  1. at der er valgt de korrekte konstruktionsklasser, og at dokumentationen herfor er retvisende,
  2. at dokumentationen godtgør, at byggeriet svarende til det foreliggende detaljeringsniveau vil overholde bygningsreglementets krav til bærende konstruktioner, jf. kapitel 15,
  3. at der er udarbejdet en fyldestgørende kontrolplan og kontrolrapport i overensstemmelse med kontroltyper, jf. bilag 3, tabel 1, og kontrolniveau, jf. bilag 3, tabel 3, for projektering og udførelse svarende til projektets stadie, og
  4. redegørelse for den certificerede statikers planlagte virke.

Vejledning (§ 498 stk. 1)

Myndighedsdokumentation

Starterklæringen struktureres med følgende titulerede afsnit:
  • Statisk dokumentation.
  • Konstruktionsklasser.
  • Dokumentation af kravopfyldelse.
  • Kontrolplan.
  • Certificeret statikers virke.
  • Erklæring.

Statisk dokumentation

Starterklæringen bilægges den statiske dokumentation for de bærende konstruktioner, der danner grundlag for indplaceringen i konstruktionsklasser. 
Den statiske dokumentation kan, helt eller delvist, være fremsendt forud for starterklæringen som et led i en forhåndsdialog om byggeprojektet. I så fald refereres til denne med en oversigt over dokumentationens bestanddele.
Den statiske dokumentation vil på tidspunktet for fremsendelse af starterklæring almindeligvis være ukomplet og foreløbig; ukomplet i den forstand, at dokumenterne angivet i BR18, § 500, vil mangle dele. Den statiske dokumentation vil på dette tidspunkt være foreløbig; bl.a. fordi den senere detaljering kan ændre på indholdet, ligesom senere valg af udførende og leverandører kan have afgørende betydning for konstruktionsdesignet.
Dokumentationen for de bærende konstruktioner skal som minimum omfatte dele som anført i BR18, § 503, hvor specifikation af minimumskrav til indhold fremgår af nedenstående oversigt over bilag til ansøgning om byggetilladelse.

Bilag til starterklæring ved ansøgning om byggetilladelse:

Den statiske dokumentation skal udarbejdes efter principperne beskrevet i SBi-anvisning 271 og omfatter:

A1. Konstruktionsgrundlag

Den statiske dokumentation, som bilægges ansøgning om byggetilladelse omfatter minimum følgende dele:
  1. Bygværk
    1.1 Bygværkets art og anvendelse
    1.2 Konstruktioners art og opbygning
    1.3 Konstruktionsafsnit
  2. Grundlag
    2.1 Normer og standarder
    2.2 Konsekvensklasser og konstruktionsklasser
    2.3 Sikkerhed
  3. Forundersøgelser
    3.1 Grunden og lokale forhold
    3.2 Geotekniske forhold
    3.4 Eksisterende konstruktioner
    3.5 Tilstødende eksisterende bygværker
    3.6 Tilstødende påtænkte bygværker
  4. Konstruktioner
    4.1 Statisk virkemåde
    4.2 Konstruktionens anvendelighed
    4.4 Robusthed
    4.5 Levetid
    4.6 Brand
  5. Konstruktionsmaterialer
    5.1 Grund og jord
  6. Laster
    6.1 Lastkombinationer
    6.2 Lasttilfælde. 

A2.1 Statiske beregninger – bygværk 

Den statiske dokumentation, som bilægges ansøgning om byggetilladelse, omfatter minimum afsnit om hovedstatik og robusthed.

A3.1 Konstruktionstegninger og modeller bygværk

Den statiske dokumentation, som bilægges ansøgning om byggetilladelse, omfatter minimum følgende konsistente konstruktionstegninger som grundlag for at forstå A1.1 Konstruktionsgrundlag bygværk og A2.1 Statiske beregninger: 
  • Bygværk
  • Oversigtsplan, fundamenter med tilhørende typiske/kritiske snit 
  • Oversigtsplaner, vægge, søjler og bjælker med tilhørende typiske/kritiske snit 
  • Oversigtsplaner, dæk med tilhørende typiske/kritiske snit.

B1.1 Statisk projektredegørelse – bygværk

Den statiske dokumentation, som bilægges ansøgning om byggetilladelse, omfatter alle dele anført i SBi-anvisning 271, bortset fra afsnit om konstruktionsændringer.
  1. Bygværk
  2. Organisation
  3. Projektering
  4. Udførelse
  5. Fortegnelse over dokumenter.

B2.1.1 Statisk Kontrolplan projektering bygværk

Den statiske dokumentation, som bilægges ansøgning om byggetilladelse, omfatter alle dele anført i SBi-anvisning 271.
  • Generelt
  • Kontrolplan
  • Dokumentation
  • Fortegnelse.

Konstruktionsklasser

Dokumentationen, af indplacering i konstruktionsklasse, fremgår af beskrivelserne i A1.1 Konstruktionsgrundlag bygværk med henvisning til relevante dele af den øvrige statiske dokumentation.
I starterklæringen indføjes et kort resumé af indplaceringen i konstruktionsklasser, der som minimum omfatter en oversigt af konstruktionsklasser for bygværkets hovedkonstruktion. Der henvises i starterklæringen til det sted i den statiske dokumentation, hvor redegørelse for konstruktionens kompleksitet og erfaring med konstruktionen er beskrevet.
Såfremt der foreslås afvigelser fra regler eller almindelig praksis for indplacering i konstruktionsklasser, anføres dette tydeligt i starterklæringen med henvisning til begrundelser i A1.1 Konstruktionsgrundlag bygværk.

Dokumentation af kravopfyldelse

Det erklæres, at den foreliggende dokumentation godtgør, at konstruktionen vil opfylde bygningsreglementets krav til bærende konstruktioner for såvel sikkerhed som anvendelse.
Såfremt der er afvigelser herfra, for specifikke forhold, redegøres for disse, og der henvises til de steder i den statiske dokumentation, hvor sådanne afvigelsers betydning og konsekvens er beskrevet. Der kan ikke afviges fra sikkerhedsniveauet i DS/EN 1990 (Dansk Standard 2007a) med tilhørende nationale annekser, jf. BR18, § 356.

Kontrolplan

Det erklæres, at den fremsendte B2.1.1 Statisk Kontrolplan projektering bygværk er dækkende, konsistent og egnet til sit formål, så langt som tilgængelige informationer, på tidspunktet for ansøgning om byggetilladelse, giver mulighed for. Det erklæres endvidere, at kontrolplanen opfylder sit formål, jf. BR 18.
Endelig erklærer den certificerede statiker, at alle kontrollanter i projektet rettidigt er informeret om kontrolplanen. 

Starterklæring ved certificeret statikers virke som udarbejdende

Starterklæringen, fra den certificerede statiker der virker som udarbejdende, skal indeholde en redegørelse for den certificerede statikers påtænkte virke på projektet. 
Såfremt den certificerede statikers ydelser uddelegeres, skal der medfølge en redegørelse i overensstemmelse med BR18, §542. Redegørelsen skal beskrive den certificerede statikers planlagte virke ved udarbejdelse og kontrol af den del af dokumentationen, der er uddelegeret, samt den certificerede statikers virke under udfærdigelsen.
Det skal af redegørelsen fremgå, hvad der udarbejdes af andre kompetente aktører. Der kan, ved beskrivelse af opgavefordelingen, henvises til B1.1 Statisk Projektredegørelse bygværk, B2.2 Statisk kontrolplan projektering bygværk og B3.1 Statisk kontrolrapport projektering.
Hvor en anden certificeret statiker i konstruktionsklasse 4, udformer en starterklæring som tredjepartskontrollant i medfør af §498, stk. 2, skal den certificerede statiker, der virker som udarbejdende, i sin starterklæring redegøre for:
  • Konsekvenser og rettelser som følge af afvigelser fundet ved tredjepartskontrollen.
Hvis der ikke tages konsekvenser af afvigelser fundet ved tredjepartskontrol, skal den certificerede statiker i starterklæringen redegøre for, hvorfor der ikke er foretaget konsekvenser heraf. 

Starterklæring ved certificeret statikers virke som kontrollant

Starterklæringen fra den certificerede statiker der virker som kontrollant, skal indeholde en redegørelse for den certificerede statikers planlagte virke på projektet. 
Såfremt den certificerede statikers ydelser uddelegeres, skal styring af kvalitet dokumenteres i en redegørelse i overensstemmelse med BR18, §542, som bilægges starterklæringen.
Det skal af redegørelsen fremgå, hvad der kontrolleres af andre. Der kan ved beskrivelse af opgavefordelingen, henvises til B1. Statisk Projektredegørelse, B2. Statisk kontrolplan og B3. Statisk kontrolrapport.
Hvor en anden certificeret statiker i konstruktionsklasse 4 udformer en erklæring som tredjepartskontrollant i medfør af § 498, stk. 2, skal den certificerede statiker, der virker som kontrollant, i sin starterklæring redegøre for:
  • Konsekvenser og rettelser som følge af afvigelser fundet ved tredjepartskontrollen
  • Grænseflader for de certificerede statikeres virke.
Hvis der ikke foretages konsekvenser, af afvigelser fundet ved tredjepartskontrol, skal den certificerede statiker, i starterklæringen, redegøre for, hvorfor der ikke er foretaget konsekvenser heraf.

Erklæring

Den certificerede statiker udformer og underskriver personligt starterklæringen og erklærer herved, at den statiske dokumentation godtgør, at byggeriet vil opfylde kravene i bygningsreglementet.

Vejledning (§ 498 stk. 2)

Starterklæring ved certificeret statikers virke som tredjeparts kontrollant

Starterklæringen fra den certificerede statiker der virker som tredjeparts kontrollant, indeholder en redegørelse for den certificerede statikers planlagte virke på projektet. 
Såfremt den certificerede statikers ydelser udarbejdes af medkontrollanter, skal styringen, af kvaliteten, dokumenteres i en redegørelse i overensstemmelse med BR18, §542, som bilægges starterklæringen. Det skal af redegørelsen fremgå, hvad der udarbejdes af andre.

Erklæring

Den certificerede tredjepartskontrollant udformer og underskriver personligt starterklæringen og erklærer herved, at den statiske dokumentation godtgør, at byggeriet vil opfylde kravene i bygningsreglementet. 

SBi-anvisning (§ 498)

Appendiks I til Vejledning til BR18 kapitel 28 - Dokumentation af bærende konstruktioner §498 og §499 (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2020l) indeholder et eksempel på en starterklæring for et byggeri i konstruktionsklasse 2. Eksemplet er ikke gengivet her.

§ 499

Sluterklæring skal udarbejdes af den certificerede statiker og skal angive
  1. at dokumentationen for bærende konstruktioner, jf. kapitel 28, er fremsendt,
  2. at dokumentationen viser, at anvendte konstruktionsklasser er i overensstemmelse med byggetilladelsen,
  3. at dokumentationen er fyldestgørende og viser, at bygningsreglementets krav til bærende konstruktioner, jf. kapitel 15, er opfyldt,
  4. at de i kontrolplanen for byggetilladelsen anførte kontroller er gennemført, og at de ved kontrollen fundne afvigelser er behandlet, og
  5. redegørelse for den certificerede statikers virke.

Stk. 2

For konstruktionsklasse 4, hvor der er krav om tredjepartskontrol udført ved en certificeret statiker, skal tredjepartskontrollanten tillige udarbejde en sluterklæring, der angiver:
  1. at dokumentationen viser, at anvendte konstruktionsklasser er i overensstemmelse med byggetilladelsen,
  2. at dokumentationen er fyldestgørende og viser, at bygningsreglementets krav til bærende konstruktioner, jf. kapitel 15, er opfyldt,
  3. at de i den endelige kontrolplan anførte kontroller er gennemført, og at de ved kontrollen fundne afvigelser er behandlet, og 
  4. redegørelse for den certificerede statikers virke som tredjepartskontrollant, herunder for sin uafhængighed i henhold til § 526, stk. 1, nr. 3.

Vejledning (§ 499 stk. 1)

Sluterklæringen struktureres med følgende titulerede afsnit:
  • Statisk dokumentation.
  • Konstruktionsklasser.
  • Dokumentation af kravopfyldelse.
  • Kontrolrapport.
  • Afvigelser fundet ved kontrol.
  • Certificeret statikers virke.
  • Erklæring.

Statisk dokumentation

Sluterklæringen bilægges den statiske dokumentation for de bærende konstruktioner, som de er udført. Afsnittet indeholder samme informationer som starterklæringen; nu blot for den samlede dokumentation og for den udførte konstruktion.
Såfremt der er afvigelser, i omfang eller indhold af den statiske dokumentation, i forhold til udstedt byggetilladelse, anføres disse tydeligt, og konsekvenser heraf for bygværkets sikkerhed og anvendelighed angives.

Konstruktionsklasser

I sluterklæringen indføjes et kort resumé af indplaceringen i konstruktionsklasser, der som minimum omfatter en oversigt af konstruktionsklasser for bygværkets hovedkonstruktion, og der henvises til det sted i den statiske dokumentation, hvor redegørelsen for den udførte konstruktions kompleksitet samt de projekterende og de udførendes erfaring med konstruktionen er beskrevet.
Såfremt der er afvigelser for konstruktionsklasse i forhold til udstedt byggetilladelse, anføres disse tydeligt, og konsekvenser heraf for bygværkets sikkerhed og anvendelighed angives.

Dokumentation af kravopfyldelse

Det erklæres, at den foreliggende dokumentation godtgør, at den udførte konstruktion opfylder bygningsreglementets krav til bærende konstruktioner for såvel sikkerhed som anvendelse såvel som eventuelle præciseringer angivet i byggetilladelsen.
Såfremt der er afvigelser for kravopfyldelsen i forhold til ovennævnte, anføres disse tydeligt, og konsekvenser heraf for bygværkets sikkerhed og anvendelighed angives.

Kontrolrapport

Det erklæres, at den fremsendte B3. Statisk Kontrolrapport er egnet til sit formål, konsistent og dækkende i forhold til B2. Statisk Kontrolplan for det færdigt udførte byggeri. Det erklæres endvidere, at kontrolrapporten opfylder sit formål, jf. BR 18.
Såfremt B3. Statisk Kontrolrapport ikke er dækkende, i forhold til B2. Statisk Kontrolplan og eventuelle betingelser givet i byggetilladelsen, anføres dette tydeligt, og konsekvenser heraf for bygværkets sikkerhed og anvendelighed angives.

Afvigelser fundet ved kontrol

Såfremt der, ved kontrol af dokumentation og/eller udfærdigelse, er fundet afvigelser, anføres disse tydeligt i et resumé med deres behandling og evt. konsekvenser heraf for bygværkets sikkerhed og anvendelighed angives.

Sluterklæring ved certificeret statikers virke som udarbejdende

Sluterklæringen fra den certificerede statiker der har virket som udarbejdende, skal indeholde en redegørelse for den certificerede statikers virke på projektet. 
Såfremt den certificerede statikers ydelser har været uddelegeret, skal der medfølge en redegørelse i overensstemmelse med BR 18 § 542. Redegørelsen skal beskrive den certificerede statikers virke ved udarbejdelse og kontrol af den del af dokumentationen, der er uddelegeret, samt den certificerede statikers virke under udfærdigelsen. Det skal af redegørelsen fremgå, hvad der er udarbejdet af andre.
Der kan ved beskrivelsen af opgavefordelingen henvises til B1.1 Statisk Projektredegørelse bygværk, B2.2 Statisk kontrolplan projektering bygværk og B3.1 Statisk kontrolrapport projektering.
Hvor en anden certificeret statiker i konstruktionsklasse 4, udformer en erklæring som tredjepartskontrollant i medfør af §498, stk. 2, skal den certificerede statiker, der virker som udarbejdende, i sin sluterklæring redegøre for:
  • konsekvenser og rettelser som følge af afvigelser fundet ved tredjepartskontrollen
  • begrundelser for såfremt der ikke foretages konsekvenser af afvigelser fundet ved tredjepartskontrollen. 

Erklæring

Den certificerede statiker udformer og underskriver personligt sluterklæringen og erklærer herved, at den statiske dokumentation godtgør, at byggeriet opfylder alle krav i bygningsreglementet samt eventuelle supplerende forudsætninger angivet i byggetilladelsen. 

Sluterklæring ved certificeret statikers virke som kontrollant

Sluterklæringen fra den certificerede statiker der har virket som kontrollant, skal indeholde en redegørelse for den certificerede statikers virke på projektet.
Såfremt den certificerede statikers ydelser har været uddelegeret, skal styringen af kvaliteten dokumenteres i en redegørelse i overensstemmelse med BR18, §542, som bilægges sluterklæringen. Det skal af redegørelsen fremgå, hvad der er kontrolleret af andre end den certificerede statiker. Der kan ved beskrivelse af opgavefordelingen, henvises til B1. Statisk Projektredegørelse, B2 Statisk kontrolplan projektering bygværk og B3 Statisk kontrolrapport.
Hvor en anden certificeret statiker i konstruktionsklasse 4, udformer en erklæring som tredjepartskontrollant i medfør af §498, stk. 2, skal den certificerede statiker, der virker som kontrollant, i sin sluterklæring redegøre for:
  • konsekvenser og rettelser som følge af afvigelser fundet ved tredjepartskontrollen.
  • begrundelser for såfremt der ikke foretages konsekvenser af afvigelser fundet ved tredjepartskontrollen. 
  • grænseflader mellem den kontrollerende certificeret statikers virke og tredjepartskontrollantens virke.

Erklæring

Den certificerede statiker udformer og underskriver personligt sluterklæringen og erklærer herved, at den statiske dokumentation godtgør, at byggeriet opfylder alle krav i bygningsreglementet samt eventuelle supplerende forudsætninger angivet i byggetilladelsen.

Vejledning (§ 499 stk. 2)

Sluterklæring ved certificeret statikers virke som tredjeparts kontrollant

Sluterklæringen skal indeholde en redegørelse for den certificerede statikers virke som tredjepartskontrollant. 
Såfremt dele af den certificerede statikers ydelser er udarbejdet af medkontrollanter, skal styring af kvalitet dokumenteres i en redegørelse. Det skal af redegørelsen fremgå, hvad der er kontrolleret af andre end den certificerede statiker. 
Tredjepartskontrollanten skal i sin sluterklæring redegøre for
  • afvigelser fundet ved tredjepartskontrollen
  • grænseflader mellem den kontrollerende certificeret statikers virke og tredjepartskontrollantens virke
  • resultatet af ny tredjepartskontrol af de projekterendes eventuelle rettelser som følge af væsentlige afvigelser ved oprindelig tredjepartskontrol
Det skal af redegørelsen fremgå, at tredjepartskontrollanten, hverken direkte eller indirekte, er økonomisk eller organisatorisk forbundet med den eller de virksomheder og organisationer, som har medvirket ved udfærdigelsen af dokumentationen for byggeriets brandsikkerhed eller projektering af de bærende konstruktioner.

Erklæring

Tredjepartskontrollanten udformer og underskriver personligt sluterklæringen og erklærer herved, at den statiske dokumentation godtgør, at byggeriet opfylder alle krav i bygningsreglementet samt eventuelle supplerende forudsætninger angivet i byggetilladelsen.
Se Appendiks I - Eksempel på starterklæring for et byggeri i konstruktionsklasse 2. [red.: bygningsreglementet.dk Vejledning til BR18 kapitel 28 – Dokumentation af bærende konstruktioner § 498 og § 499].
Se Appendiks II - Eksempel på sluterklæring for et byggeri i konstruktionsklasse 2. [red.: bygningsreglementet.dk Vejledning til BR18 kapitel 28 – Dokumentation af bærende konstruktioner § 498 og § 499].

SBi-anvisning (§ 499)

Appendiks II til Vejledning til BR18 kapitel 28 - Dokumentation af bærende konstruktioner §498 og §499 (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2020l) indeholder et eksempel på en sluterklæring for et byggeri i konstruktionsklasse 2. Eksemplet er ikke gengivet her.

§ 500 

Den statiske dokumentation omfatter:
  1. A. Konstruktionsdokumentation, jf. § 501.
  2. B. Projektdokumentation, jf. § 502.

Stk. 2

Den statiske dokumentation skal udarbejdes og opbygges efter principper som beskrevet i SBi-anvisning 271, Dokumentation og kontrol af bærende konstruktioner.

Stk. 3 

Dokumentationen af de bærende konstruktioner skal udformes på dansk eller engelsk.

§ 501

A. Konstruktionsdokumentationen omfatter:

  1. A1. Konstruktionsgrundlag, der skal danne et ensartet og konsistent fælles grundlag for projekteringen og en efterfølgende forståelse af de bærende konstruktioner. A1. Konstruktionsgrundlag skal indeholde de nødvendige oplysninger for projekteringen af de bærende konstruktioner i alle funktionelle, tekniske og udførelsesmæssige henseender, herunder f.eks. byggeriets anvendelse og opbygning, funktionskrav, normgrundlag, konsekvensklasser for konstruktionsafsnit, anvendte IT-værktøjer, forundersøgelser, konstruktionens statiske virkemåde, robusthed, brand, laster og anvendte konstruktionsmaterialer.
  2. A2. Statiske beregninger omfattende:
    1. A2. 1. Statiske beregninger - bygværk, der danner grundlag for projekteringen af de enkelte konstruktionsafsnit og indeholder dokumentationen for fordelingen af lasterne i de anvendte statiske systemer i form af snitkræfter, reaktioner mm. og almene statiske beregninger, f.eks. robusthed og verifikation af anvendte IKT-værktøjer.
    2. A2. 2. Statiske beregninger - konstruktionsafsnit, der er sammensat af dokumentationen for de enkelte konstruktionsafsnit, der indeholder dokumentationen for, at de enkelte konstruktionsafsnits konstruktionsdele har den fornødne sikkerhed og opfylder stillede funktionskrav.
  3. A3. Konstruktionstegninger og modeller, der indeholder den grafiske fremstilling af konstruktionens udformning med angivelse af placering og dimensioner på alle konstruktionsdele. A3. konstruktionstegninger og modeller er sammensat af konstruktionstegninger og modeller for konstruktionen og for de enkelte konstruktionsafsnit, der indgår i byggeriet.
  4. A4. Konstruktionsændringer, der indeholder dokumentationen af de ændringer i konstruktionen, der foretages efter, at udarbejdelsen af A1. Konstruktionsgrundlag, jf. nr. 1, og A2. Statiske beregninger, jf. nr. 2, er afsluttet.
  5. A5. Konstruktion som udført, der indeholder dokumentation for konstruktionen, som denne er udført.

§ 502 

B. Projektdokumentationen omfatter:

  1. B1. Statisk projektredegørelse, der beskriver og dokumenterer projektering og udførelse, og som minimum indeholder beskrivelse af byggeriet, valg af konstruktionsklasser og dokumentationherfor, projekteringens og udførelsens organisering og koordinering og en dokumentliste.
  2. B2. Statisk kontrolplan, der for alle dele af konstruktionen beskriver de krav, der er til kontrol af projektering og udførelse. For alle kontroller angives type, niveau, omfang og dokumentationskrav samt de organisationer og personer, der udfører kontrollen.
  3. B3. Statisk kontrolrapport omfattende:
    1. B3. 1. Statisk kontrolrapport projektering, der indeholder dokumentation for den gennemførte kontrol af projekteringen, jf. nr. 2.
    2. B3. 2. Statisk kontrolrapport udførelse, der indeholder dokumentationen for den gennemførte kontrol af udførelse, jf. nr. 2.

§ 503 

Dokumentation for valg af konstruktionsklasser i kapitel 26 skal indeholde grundlaget for indplacering af byggeri eller konstruktionsafsnit i konstruktionsklasser. Dokumentationen for indplacering i konstruktionsklasse 2-4 skal som minimum omfatte de for byggeriets relevante dele af følgende dele af den statiske dokumentation:
  1. A1. Konstruktionsgrundlag, jf. § 501, stk. 1, nr. 1.
  2. A2. 1. Statiske beregninger – bygværk, jf. § 501, stk. 1, nr. 2, litra a.
  3. A3. Konstruktionstegninger og modeller, jf. § 501, stk. 1, nr. 3.
  4. B1. Statisk projektredegørelse, jf. § 502, stk. 1, nr. 1.
  5. B2. Statisk kontrolplan, jf. § 502, stk. 1, nr. 2.

Stk. 2 

Hvor der bygges nær eller i eksisterende byggeri, skal den statiske dokumentation omfatte specifikation af krav, der skal opfyldes, for sikring af disse.

§ 504

Dokumentation for de bærende konstruktioner for bygværker, som er indplaceret i konstruktionsklasse 1, omfatter relevante dele af følgende, jf. SBi-anvisning 271, Dokumentation og kontrol af bærende konstruktioner:
  1. Konstruktionsdokumentation:
    1. A1. Konstruktionsgrundlag, jf. § 501, stk. 1, nr. 1,
    2. A2. Statiske beregninger, jf. § 501, stk. 1, nr. 2,
    3. A3. Konstruktionstegninger og modeller, jf. § 501, stk. 1, nr. 3,
    4. A4. Konstruktionsændringer, jf. § 501, stk. 1, nr. 4.
  2. Projektdokumentation: B1. Statisk projekteringsrapport, jf. § 502, stk. 1, nr. 1.

Stk. 2 

Den fremsendte dokumentation skal dokumentere valg af konstruktionsklasse.

Stk. 3 

Stk. 1 kan helt eller delvist fraviges, hvis det på anden vis kan dokumenteres, at kravene til bærende konstruktioner er opfyldt.

§ 505

(Ophævet)