2 Adgangsforhold (§ 48-§ 62)

Den indsatte vejledningstekst til kravteksten i dette kapitel er fra Vejledning til brugerbegreb gældende fra 1. juli 2020 (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2020q).

§ 48 Adgangsforhold

§ 48

Bygninger, opholdsarealer og parkeringsarealer skal have adgangsforhold, der sikrer, at brugerne ved egen hjælp kan komme frem til dem, ind i dem samt frem til deres funktioner.

Stk. 2

Sommerhuse er ikke omfattet af bestemmelserne i kapitel 2 om adgangsforhold.

Stk. 3

Fritliggende enfamiliehuse, der udelukkende anvendes til boligformål, er ikke omfattet af bestemmelserne i kapitel 2 om adgangsforhold, jf. dog § 51, stk. 3, og § 52.

Vejledning (0.0.0 Baggrund og målgruppe)

Bygningsreglementet 2018 (BR18) stiller krav til bygningers adgangsforhold og indretning. I kapitel 6 [red. kapitel 2] om adgangsforhold stilles der krav til, at brugere ved egen hjælp kan komme frem til og ind i bygninger, opholdsarealer og parkeringsarealer samt disses funktioner. I kapitel 13 [red. kapitel 9] om indretning stilles der krav til, at bygninger projekteres og udføres, så der under hensyn til deres anvendelse opnås tilfredsstillende forhold med hensyn til anvendelse, funktionalitet, sikkerhed og sundhed for alle. Kapitlernes formålsparagraffer tilsigter ligeværdighed i adgangsforhold og indretning for brugere, herunder ved de detailkrav, der beskrives.

Denne vejledning beskriver brugerbegrebet set i forhold til BR18 og den konkrete anvendelse af en bygning.

Vejledningen retter sig mod,

bygherrer og rådgivere, der planlægger, projekterer og udfører de påkrævede foranstaltninger under hensyn til brugerne og bygningens anvendelse, og
kommuner, der i forbindelse med forhåndsdialog, byggetilladelser, dispensationsansøgninger og stikprøvekontroller behandler løsninger i konkrete byggerier.

Vejledning (1.0.0 Generelt)

Det er bygherrens ansvar at dokumentere, at de tekniske løsninger i byggeriet overholder bygningsreglementets bestemmelser, herunder kravene til adgangsforhold og indretning. I praksis vil dette typisk ske i samarbejde med bygherrens rådgivere. Kommunen skal ikke foretage en teknisk byggesagsbehandling af dokumentationen, men det fritager ikke bygherre og rådgivere for kravet om udarbejdelse af dokumentation for, at byggeriet overholder kravene i BR18. Dokumentationen skal indsendes til kommunen i forbindelse med færdigmelding i de sager, hvor kravene finder anvendelse, og hvor der er krav om byggetilladelse. Det afhænger af den konkrete sag, hvad dokumentationen skal indeholde. Dokumentationen kan indeholde tegninger, beskrivelser, udregninger og testresultater bag de valgte løsninger for indretning og adgangsforhold. Dokumentationen skal påvise hvordan byggeriet opfylder bygningsreglementets krav. Kommunerne skal i 10 pct. af sagerne foretage en stikprøvekontrol af dokumentationen for, at byggeriet overholder kravene i BR18. Desuden skal kommunerne påse anden lovgivning, som fx arbejdsmiljølovgivning eller bygningsfredningslovgivning, inden der meddeles byggetilladelse.

Bygningsreglementets bestemmelser om adgangsforhold og indretning stiller visse krav, der som udgangspunkt ikke kan opfyldes på andre måder end med de detailløsninger, der står beskrevet. I nogle byggesager kan der være et ønske om at fravige disse krav, fordi bygningens udformning gør, at byggearbejdet ikke kan udføres i overensstemmelse med kravene, eller fordi bygherren ønsker at afstemme foranstaltningerne med, hvilken funktion bygningen har, og dermed på en anden måde end kravene foreskriver. Bygherrer kan også have et ønske om at anvende løsninger, der kan dække en brugergruppe, som ikke følger af de specifikke løsninger, der beskrives i detailkravene.

Bygherrer skal ansøge om dispensation, hvis de ønsker at fravige kravene om adgangsforhold og indretning. Som bygningsmyndighed er det kommunerne, der på vegne af kommunalbestyrelserne behandler dispensationsansøgninger. Der kan meddeles dispensation, hvis det dokumenteres, at hensynene bag kravene opfyldes igennem andre løsninger, jf. byggelovens § 22. Disse hensyn skal bl.a. afstemmes i forhold til hvilke brugere, der vil anvende bygningen. Endvidere fremgår det direkte af visse bestemmelser (bl.a. om indretning), at kommunalbestyrelsen afgør, i hvilket omfang specifikke regler kan fraviges i et byggeprojekt, fx bygningsreglementets §§ 13, stk. 5, og 197.

Kommunen kan give dispensation fra enkelte krav i bygningsreglementet, såfremt dispensationen er begrundet sagligt og ikke tilsidesætter de hensyn, bestemmelserne skal varetage. Kommunen kan i forbindelse med dispensation knytte særlige vilkår til byggetilladelsen. Kommunens afgørelse i byggesager kan påklages af afgørelsens adressat, og i tilfælde hvor afgørelsen vedrører handicapforhold, er Danske Handicaporganisationer og medlemsorganisationer også klageberettiget, jf. § 23, stk. 3, i byggeloven. Statsforvaltningen er klageinstans, jf. § 23 i byggeloven.

Læs mere om dispensation i vejledningen om byggesagsbehandling efter BR18. [red. se bygningsreglementet.dk]

Enfamilieshuse er undtaget fra kravet om niveaufri adgang, dog med et krav om, at mindst en yderdør skal være forberedt til niveaufri adgang, så der uden unødig ulempe kan etableres niveaufri adgang ved en af boligens yderdøre. Sommerhuse er helt undtaget fra bestemmelserne om indretning og adgangsforhold.

Vejledning (2.0.0 Brugerbegrebet set i forhold til BR18 og bygningens anvendelse)

Bygningers adgangsforhold og indretning kan projekteres med udgangspunkt i samspillet mellem flere elementer for at skabe ligeværdig mulighed for adgang til det byggede miljø, herunder funktion, brugernes behov, det fysiske miljø, hjælpemidler, og teknologier. Brugerbegrebet anlægger en bred ramme for dette samspil, da forskellige brugere kan have forskellige behov, hvorfor der må være forskellige løsninger. Et snævert fokus på én løsning kan potentielt medføre begrænsninger for nogle personer.

Når brugerne ses i forhold til den konkrete bygnings funktion, vil bygningen kunne designes ud fra hvilke brugere, der måtte have et behov og antages at kunne anvende den på tidspunktet for byggearbejdet i forhold til det gældende bygningsreglement. Det vil bl.a. kræve, at løsningen opfylder bygningsreglementets detailkrav, eller at der som resultat af en dispensationsansøgning er givet tilladelse til, at byggeriet udføres med andre løsninger, som opfylder hensynene bag bestemmelserne, der søges dispensation fra.

Brugerbegrebet åbner for mere fleksible muligheder for bygherrerne og rådgiverne til at skabe løsninger, der baserer sig på, at det konkrete byggeri kan anvendes ligeværdigt, fremfor generelle løsninger, der anvendes på alle bygninger, og dermed bliver ufleksible og potentielt ikke tilgodeser bredden i brugerbehovene i bygningen. Detailløsninger kan udgøre en barriere for, at der tænkes flere brugergrupper ind i projekteringen, da de angiver et minimumsniveau for adgangsforhold og indretning. Detailløsninger kan ligeledes forhindre andre designløsninger, der er baseret på det konkrete byggeri og dennes brugere og funktioner. Fremvoksende metodikker inden for arkitekturen såsom universelt design muliggør en bred brugeranskuelse, der knytter sig til den konkrete bygning. Ifølge artikel 2 i FN’s Handicapkonvention udelukker universelt design ikke hjælpemidler til særlige grupper af personer med handicap, når der er behov derfor i forbindelse med udformningen af de fysiske omgivelser.

Hvis bygherren er i tvivl om, hvorvidt de planlagte foranstaltninger overholder bygningsreglementets krav, kan det være en god idé at indlede en forhåndsdialog med kommunen for at afklare rammerne for byggeriet og hvad det videre forløb i byggeprojektet skal være, fx om der skal ansøges om dispensation. Dette uanset om bygherren med den planlagte løsning agter at forbedre adgangsforhold og indretning for flere, end detailkravene forestilles at kunne. Hvis løsningen består af et tilvalg, der supplerer de foranstaltninger, der er etableret ud fra detailkravene, kan bestemmelserne som udgangspunkt vurderes opfyldt. Hvis løsningen består af nye metoder for fx adgangsforhold, kan det være nødvendigt at ansøge om dispensation. Denne situation kan opstå, hvis bygningen projekteres således, at der sikres adgang og anvendelse for alle, og dermed opfylder hensynet bag bestemmelserne, men uden at følge specifikke detailløsninger. For at afklare dette i den enkelte byggesag, og hvorvidt der skal ansøges om dispensation, bør bygherren benytte muligheden for forhåndsdialog med kommunen.

Læs mere om forhåndsdialog i vejledningen om byggesagsbehandling efter BR18. [red. se bygningsreglementet.dk]

Vejledning (3.0.0 Brugerbegreb)

Brugerne kan være alle mennesker, med ingen, mindre eller større funktionsnedsættelser. I begrebsafklaringen af universelt design under FN’s Handicapkonventions artikel 2 forstås brugere som alle, herunder også personer med handicap. Brugerne i henhold til bygningsreglementet kan være alt fra kørestolsbrugere og gangbesværede, personer med ADHD, syns- eller hørehandicappede, psykisk udviklingshæmmede, børn og ældre, personer med midlertidige funktionsnedsættelser, eller små og meget store personer. Disse brugergrupper, der på ingen måde er udtømmende, kan ofte overlappe. Forskelle blandt mennesker kan påvirkes af alder, køn, størrelse, helbred, træning, kultur, opdragelse og erfaring.

En bygning kan med fordel designes, så der sikres mulighed for anvendelse på tværs af brugergrupperne. En bygnings tilsigtede funktion kan medføre, at kun visse brugergrupper, eller kombinationer heraf, vil have et ønske om og mulighed for anvendelse af bygningen eller dele af dens funktioner. Det kan fx være tilfældet ved visse industri- og produktionsbygninger. Bygningens funktioner og forholdet til brugerbegrebet skal vurderes i den konkrete sag.

Detailkravene i bygningsreglementets kapitler om indretning og adgangsforhold er overvejende udformet med henblik på kørestolsbrugere, gangbesværede og synshandicappede. Der vil dog sjældent være én, enkeltstående løsning, der vil virke for alle. De optimale løsninger vil være afhængige af de specifikke brugergrupper og konteksterne for brug, da der kan være mange brugergrupper og flere bygningsfunktioner i et byggeri. Rådgivere og bygherrer kan derfor med fordel overveje at tænke i universelle løsninger eller løsninger, der på lignende vis dækker en bred vifte af potentielle brugerbehov og forskellige funktioner og anvendelser af bygningen.

Der kan også hentes mere viden om særlige udfordringer og behov for de enkelte brugergrupper i den internationale standard, DS/ISO 21542:2012, Bygningskonstruktion – Tilgængelighed til og anvendelighed af det byggede miljø, og vejledningen om tilgængelighedskrav i BR18, når de er holdt op imod DS/ISO 21542, DS-håndbog 186:2018.

Vejledning (4.0.0 Eksempler på bygningsfunktioner set i forhold til brugere)

Nedenstående eksempler illustrerer, hvordan hensynene bag bestemmelserne om adgangsforhold og indretning kan opfyldes på anden vis end de specifikke detailkrav. I alle eksempler vil en forhåndsdialog kunne benyttes til at afklare rammerne for byggeprojektet, herunder bygningsfunktioner set i forhold til brugere.

Vejledning (4.1.0 Eksempel 1)

Bygherrer ved offentlige tilgængelige bygninger, der anvendes af alle personer (fx koncertsale, biografer, konferencesale, skoler, museer, restauranter eller biblioteker), er på grund af bygningernes offentlige funktion forpligtigede til at udføre foranstaltninger, der sikrer adgang og anvendelse for alle, hvilket betyder, at foranstaltninger kan skulle varetage potentielle brugerbehov, der ikke i udgangspunktet varetages af de i detailkravene beskrevne løsninger. Når en bygning er offentlig tilgængelig vil alle brugere som udgangspunkt kunne antages at have et ønske om eller behov for at få adgang til bygningen og dennes funktioner, og foranstaltningerne kan udføres med udgangspunkt i denne brugerforståelse. I offentligt tilgængelige lokaler i eksempelvis koncert-, teater-, konference-, undervisningslokaler m.v. skal der etableres et antal pladser, der sikrer at alle brugere, også kørestolsbrugere, ligeværdigt kan deltage i de aktiviteter, der foregår i lokalet.

De valgte løsninger i byggeriet skal derfor som minimum opfylde bygningsreglementets detailkrav, men der kan også være tilfælde, hvor adgang til og anvendelse af bygningsfunktioner ikke nødvendigvis sikres fuldt ud med detailløsningerne, og hvor der kan foretages yderligere foranstaltninger. Brugerbegrebet i formålsparagrafferne ansporer til at tænke alle brugere ind i projekteringen, herunder også personer med handicap.

Vejledning (4.2.0 Eksempel 2)

Bygherrer ved fabrikations-, produktions- og transportarbejdspladser, hvor arbejdet fx af sikkerhedsmæssige årsager ikke kan udføres af alle personer, ville med henvisning til brugerbegrebet potentielt have mulighed for at tilpasse sit bygningsdesign til den specifikke brugergruppe. Den tilsigtede anvendelse og hvilke brugere, der måtte have et ønske eller behov, bliver afgørende for bygningens design.

Er bygningens funktion tilsigtet en bestemt type arbejde, hvor det fx vil medføre en uhensigtsmæssig fare for specifikke brugergrupper at opholde sig, kan adgangsforholdene bygges tilsvarende hertil. Hensynene bag, at bygningers adgangsforhold ikke udføres for alle tænkbare brugere, skal være rimelige og kunne dokumenteres og begrundes. Interesserne bag differentieringen skal kunne forenes med generelle hensyn og de enkelte kravs formål. Hvis brugere kan færdes og anvende funktioner andre steder i bygningen, uden risiko for personfare (fx i kontorer eller kantinen), skal mulige løsninger for adgangsforhold og indretning findes.

Det vil som udgangspunkt ikke være et rimeligt forhold, at de fysiske foranstaltninger udelades, hvis begrundelsen er, at de ville besværliggøre og fordyre byggeprojektet, men en brugergruppe samtidigt har mulighed for eller ønske om at anvende bygningen og dens funktioner. Det er kommunen som bygningsmyndighed, der på foranledning af fx dispensationsansøgning eller stikprøvekontrol vil skulle vurdere rimeligheden af tilpasningerne.

Vejledning (4.3.0 Eksempel 3)

Fredede eller bevaringsværdige bygninger vil være omfattet af andre regler end bygningsreglementet, som de kommunale byggesagsbehandlere er forpligtigede til at påse. Det kan ske, at bygningsreglementets krav til adgangsforhold ikke kan forenes med eksempelvis fredningsværdien af en bygning og dermed bygningsfredningsloven. Bygningsreglementet kan fx stille krav til indretning af wc-rum ved ombygning, mens fredningen af bygningen kan sætte begrænsninger i forhold til adgangsforholdene. I de tilfælde hvor regelsættende ikke understøtter hinanden, bør der undersøges løsninger, der tager hensyn til bygningsfredningsloven (fx hvorvidt bygningen er fredet eller bevaringsværdigt) og dispensationsmulighederne i bygningsreglementet.

Hensynet for fredningsværdien kan nødvendiggøre, at der lempes fra bygningsreglementets bestemmelser om adgangsforhold og at indretning designes ud fra de deraf følgende behov. Brugerbegrebet muliggør sammen med kravene i andre regelsæt en begrundelse af dette behov. Begrundelsen skal kunne dokumenteres. I dette eksempel betyder det, at det bl.a. skal dokumenteres, hvordan bygningen er omfattet af fredningsreglerne, hvorfor adgangsforhold ikke kan etableres efter bygningsreglementets kapitel 6 [red. kapitel 2], og hvorfor det dermed kan medføre en uforholdsmæssig byrde, at wc-rum indrettes efter bygningsreglementets kapitel 13 [red. kapitel 9].

Bygherre og rådgiver kan undersøge, om der findes løsninger, der både tilgodeser fredningsværdien og tilgængeligheden af bygningen, som måske ikke lever op til bygningsreglementets detailløsninger, men opfylder hensynene bag adgangsforhold. Det er kommunen som bygningsmyndighed, der på foranledning af fx dispensationsansøgning vil skulle vurdere rimeligheden af løsningerne.

SBi-anvisning (§ 48, stk. 1)

Bygninger, opholdarealer og parkeringsarealer skal have adgangsforhold.så brugerne kan tilgå dem og deres funktioner

Figur 1. Generelt skal bygninger, opholdsarealer og parkeringsarealer have adgangsforhold, der sikrer, at brugerne ved egen hjælp kan komme frem til dem, ind i dem samt frem til deres funktioner. Det sætter brugerne af et bygget miljø mere i centrum end tidligere.

Generelt

Funktionskravet i § 48, stk. 1, fordrer, at man har afklaret, hvilke funktioner, der kan være tale om i det aktuelle byggede miljø. Der findes ikke en liste over funktioner, der kan henvises til, så det er derfor op til bygherre og rådgiver at opnå en fælles forståelse, herunder også med kommunen, fx om det drejer sig om brugerrettede servicefunktioner, brugsmæssige grundfunktioner, tekniske funktioner eller andre typer funktioner, der skal være adgang til ved egen hjælp. Det kan afhænge meget af, hvem brugerne af et bygget miljø er, og hvem de kan blive i bygningens levetid. Bygherre og rådgiver bør også få afklaret, hvad der gælder, når et enkelt sted har flere funktioner, flere steder har samme funktion, og når en funktion tilføjes, flyttes eller ændres. Vær desuden opmærksom på, at opholdsarealer er omfattet af kravet.

Hvis brugere generelt skal kunne komme frem ved egen hjælp til en funktion, peger vejledningen til BR18 på brugerbeskrivelserne i DS/ISO 21542, Bygningskonstruktion – Tilgængelighed til og anvendelighed af det byggede miljø, samt de funktionsopdelte emner i standardens tabel 1 til inspiration (Dansk Standard, 2012c). Emnerne er:

Ligeværdige adgangsforhold frem til en bygning
Ligeværdig adgang via de samme indgange
Ligeværdig brug af samme adgangsveje til vandretgående færdsel
Ligeværdig brug af samme adgangsveje til lodretgående færdsel
Ligeværdig brug af samme rum
Ligeværdig brug af samme udstyr og faciliteter
Ligeværdig brug af toiletter og sanitære faciliteter
Ligeværdige udgange og flugtveje, nødberedskabsplanlægning
Vigtig information via to eller flere sanser.

Hvert emne indeholder i standarden eksempler på primære virkemidler, som bør tages i anvendelse, og standarden uddyber disse i de mere detaljerede afsnit.

Kvalitetsniveauer for brugertilpasning

Denne del af anvisningen graduerer for oversigtens skyld krav og anbefalinger i fire kvalitetsniveauer:

Kvalitetsniveau C. Bygningsreglementets krav

Kvalitetsniveau B, som kan være relevant på steder, hvor man kan være forpligtiget ud over BR’s krav. Som nævnt i bygningsreglementets Vejledning til brugerbegreb (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2020q) kan dette være aktuelt i for eksempel offentligt tilgængeligt byggeri, hvor alle brugere uanset forudsætninger og funktionsevner kan tænkes at ville færdes, fx indkøbscentre, borgerservice, større museer samt dele af sundheds- og plejeorienteret byggeri. Anvisningens B-niveau vil typisk være konkretiseringer baseret på DS/ISO 21542, DS/EN-standarder og SBi-anvisninger.

Kvalitetsniveau A, som er mere specifikt for sundheds- og plejeorienteret byggeri, hvor også arbejdsmiljøhensyn for eksempel i forbindelse med brug af hjælpemidler skal tages i betragtning.

Kvalitetsniveau D, fx hvor bygningsreglementets vejledning til brugerbegrebet nævner, at det i særlige tilfælde kan være relevant at gå lavere end bygningsreglementets krav. Det kan være relevant i blandt andet dele af produktionsfaciliteter, hvor der kun er adgang for særligt personale, eller i dele af ombygninger i fredet og bevaringsværdigt byggeri.

SBi-anvisning (§ 48, stk. 2)

Det kan anbefales at følge bestemmelserne i stk. 1 for sommerhuse til udlejningsformål.

SBi-anvisning (§ 48, stk. 3)

Forberedelse til niveaufri adgang kræver normalt:

Begrænset højdeforskel mellem terræn og gulv indenfor

Plads til et tilstrækkeligt stort manøvreareal udenfor.

§ 49-§ 50 Adgangsforhold frem til bygningen

§ 49

Brugerne skal ved egen hjælp kunne komme fra vej frem til alle adgange til bygninger, opholdsarealer og parkeringsarealer på matriklen.

Stk. 2

For grundens adgangsarealer skal følgende være opfyldt:

Adgangs- og tilkørselsarealerne skal belyses. Trapper og ramper skal belyses stærkest.
Adgangsforhold fra vej og parkeringsarealer til ejendommen skal være mindst 1,3 m bredt og med jævn fast belægning.
Niveauforskelle i adgangsarealet skal udlignes i terræn eller ved rampe, der kan suppleres med trin med en stigning på højst 0,15 m og en grund på mindst 0,3 m. For hver ende af rampen skal der være en vandret plads på mindst 1,3 x 1,3 m.
Ramper må højst have en hældning på 1:20 (5 cm pr. m.) Ramper med en hældning på mere end 1:25 (4 cm pr. m.) skal have reposer for hver 12 m.
Gribeegnede håndlister skal opsættes i en højde på ca. 0,8 m i begge sider af ramper og trapper.
Gangarealerne til bebyggelsen skal anlægges med markant taktil adskillelse til andre trafikformer.
Ovenfor trapper skal der udføres et belægningsskift i farve og følbarhed 0,90 m før trappens begyndelse. Det yderste af trinflader og trinkanter skal markeres med kontrastfarve.

SBi-anvisning (§ 49)

Brugerne skal ved egen hjælp kunne tilgå bygninger og arealer

Figur 2. Det overordnede sigte er, at brugerne ved egen hjælp skal kunne komme fra vej frem til alle adgange til bygninger, opholdsarealer og parkeringsarealer på matriklen.

Bestemmelsen i § 49, stk. 1, er et selvstændigt funktionskrav, som kan betyde, at der skal gøres mere end blot at opfylde de efterfølgende tekniske krav i stk. 2-7, hvis alle brugere skal ’kunne komme frem ved egen hjælp’. Vejledning til brugerbegreb (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2020q) og DS 186, Vejledning – Tilgængelighedskrav i BR18 – holdt op mod DS/ISO 21542 (Dansk Standard, 2017f) guider blandt andet til inspiration i DS/ISO 21542, Bygningskonstruktion – Tilgængelighed til og anvendelighed af det byggede miljø (Dansk Standard, 2012c). For emnet ’Ligeværdige adgangsforhold frem til en bygning’ nævner standardens tabel 1 en række virkemidler, fx:

Markerede parkeringspladser
Tydelige adgangsveje adskilt fra biler og cyklister
Ingen trin eller forhindringer
Korte afstande fra parkeringsplads og offentlig transport
God skiltning
God belysning
God kontrast.

Anbefalinger til, hvordan disse virkemidler kan omsættes i praksis, findes i standardens mere detaljerede kapitler.

Belysning

For brugerne kan belysningsarmaturer opsat med relativ lille afstand fungere som retningsorientering frem mod indgangen, især for personer med nedsat syn. Afskærmede lyskilder kan være med til at sikre, at lyset ikke blænder. For at øge sikkerheden skal trapper og ramper belyses stærkest. Forslag til værdier findes i DS/ISO 21542.

Tilkørselsveje

Tilkørselsveje på ejendommes ubebyggede arealer anbefales udført i overensstemmelse med vejreglerne i Færdselsarealer for alle – Universelt design og tilgængelighed (Vejdirektoratet, 2017). Der bør sikres en frihøjde på mindst 2,6 meter på til- og frakørselsveje samt på selve handicapparkeringspladserne, da mange kassebiler udføres med forhøjet tag.

Bemærk, at adgangsarealer ifølge bygningsreglementet altid skal være uden trin. Trin og trapper kan supplere, men ikke erstatte ramper og udligninger.

Belægninger

Plane, faste og skridhæmmende belægninger på adgangsarealet er med til at nedsætte risikoen for faldulykker, og egenskaberne er også vigtige for personer med gangbesvær, synshandicap eller kørestol. En belægning lagt efter for eksempel DS/EN 1136, Brolægning og belægningsarbejder, og afsnittet om flisebelægninger (Dansk Standard, 2013h) kan anvendes. Her angives mål for blandt andet jævnhed og maksimal fugebredde.

For at sikre, at belægninger har en tilstrækkelig skridhæmmende effekt i både våd og fedtet tilstand, kan værdier R10 til 12 anbefales målt efter DIN 51130 (Deutsches Institut für Normung, 2014) og DIN 51097 (Deutsches Institut für Normung, 2019).

En fri gangbredde på mindst 1,5 meter anbefales generelt, så man kan vende med de fleste kørestole (kvalitetsniveau B). Ved bygninger med mange brugere anbefales mindst 1,8 meter (kvalitetsniveau A).

Krav om jævn fast belægning, så alle brugerne kan bevæge sig på det

Figur 3. Kravet om jævn fast belægning hænger sammen med generelle brugerbehov som at kunne bevæge sig på hjul, kunne gå sikkert og hurtigt uden at hænge fast, snuble over ujævnheder eller skride på glatte underlag.

Udligning af niveauforskelle

Hvis niveauforskelle udlignes med ramper, som hælder mere end 1:25 (40 mm pr. meter), skal disse udføres med vandrette hvilereposer på mindst 1,3 × 1,3 meter og håndlister. Det anbefales dog at udføre reposerne større, hvis selvkørende palleløftere skal kunne vende 180 grader, fx ved ramper med flere parallelle løb.

Ramper og udligninger i terræn, der kommer i forbindelse med soklen, bør afsluttes på en måde, så facade- og overfladevand ledes væk fra bygningen og ikke ledes ned til for eksempel omfangsdræn.

Små niveauspring

Opkørsler ved kantsten kan i følge vejreglerne (Vejdirektoratet, 2013) udføres med hældning 1:10, der er det maksimale, som mange kørestole er godkendt til. Et eksisterende, enkelt trin vil ofte kunne accepteres udlignet med en rampe på 1:12 (83 mm pr. meter) udført i overensstemmelse med DS/ISO 21542 (Dansk Standard, 2012c), men det kræver en lempelse fra kommunen begrundet i, at hældningen 1:20 (50 mm pr. meter) ellers ville betyde indgribende ændringer.

Trappers hældning

Trapper på adgangs- og tilkørselsarealer kan have en stigning (trinhøjde) på højst 150 mm og en grund (trindybde målt vandret fra forkant til forkant) på mindst 300 mm. En håndregel er, at en bekvem udendørs trappe opnås ved følgende sammenhæng:

1 grund + 2 stigning = 650-700 mm

Det anbefales, at trapper udføres med lav hældning, hvis der er mange brugere, fx i offentlige bygninger, institutioner og erhvervsvirksomheder. Her kan stigningen for eksempel være ca. 160 mm og grunden ca. 355 mm. Trapper bør have samme grund og stigning over hele forløbet. Varierende størrelser kan betyde større risiko for, at brugerne falder. Trapper bør desuden have få løb, da hver skift fra repos til trin eller omvendt øger sandsynligheden for, at en bruger snubler. Trinflader bør være vandrette, men lukkede trapper og trapper i terræn bør dog have et lille, udadgående fald på højst 1:40 (25 mm pr. meter) af hensyn til afvanding. Det kan mindske risikoen for isdannelse om vinteren.

Begreberne ganglinje, stigning og grund refererer til ISO 3880-1 om terminologi for trapper (ISO, 1977).

Håndlister

Eventuelle trapper og ramper i adgangsarealer frem til bygning eller opholdsarealer skal have gribeegnede håndlister i begge sider. Se mere om håndlister i anvisningsteksten til § 61.

Særligt for jernbanestationer

Der gælder særlige EU-regler for adgangsarealer til stationsbygninger på det transeuropæiske netværk. Der er blandt andet tale om større bredder af de såkaldte hindringsfri strækninger, dobbelte håndlister ved trapper, konkrete krav til skiltning og kontrastmarkeringer. Bestemmelserne er opsamlet i TSI-PRM (Teknisk Specifikation for Interoperabilitet for Personer med Reduceret Mobilitet). Se mere hos Dansk Standard under TSI-PRM.
[https://webshop.ds.dk/da-dk/s%c3%b8gning?q=tsi-prm].

Følbar adskillelse af trafikformer

Gangarealer til bebyggelsen, dvs. indgange og udearealer, skal være adskilt på en tydeligt følbar (taktil) måde fra andre trafikformer, dvs. cykelsti, vej og parkeringsplads. Formålet er at nedsætte risikoen for, at syns- og hørehandicappede påkøres og at gøre det lettere at orientere sig. Shared space-løsninger er principielt ikke tilladte på bygningsmatrikler, med mindre der findes et separat gangareal, der er taktilt adskilt herfra. Kantsten, mure, værn, græsrabatter og vandrender er eksempler på taktile adskillelser.

På åbne pladser kan der med fordel anlægges en såkaldt ledelinje, som kan understøtte personer med synstab i at finde over pladsen. Arkitektoniske elementer som mure og værn såvel som specielle fliser og elementer kan fungere som ledelinjer. Ledelinjer bør udformes, så de kan følges med en blindestok og tydeligt kan ses af svagsynede. De kan anvendes på forpladser, trafikterminaler, torve og pladser og for eksempel angive retningen til indgange, taxa-holdepladser og busstoppesteder. Ledelinjer bør ligge i en plan belægning. Hvis ledelinjen placeres i belægninger med mange fuger eller ujævnheder, vil den ikke kunne mærkes tilstrækkelig tydeligt.

For udformning af ledelinjer i belægninger henvises DS/ISO 23599, Hjælpemidler til blinde og svagsynede personer - Taktile indikatorer på fodgængerarealer (Dansk Standard, 2019c) og DSB's vejledning Udendørs ledelinje- og opmærksomhedsfliser (DSB Ejendomme, 2018).

Tegnede eksempler på taktilt, adskilt gangareal

Figur 4. Eksempler på taktilt, adskilt gangareal, så fodgængere kan gå sikkert på areal uden cykler og biler.

Markering af trappe og forkant

Oven for en trappe skal der være et belægningsskift, som adskiller sig markant både synligt og følbart fra den øvrige belægning. Ligesom for ledelinjer er der udviklet specielle knopfliser og elementer, som kan anvendes til formålet.

Forkanter på trin markeres både på det yderste af trinfladerne og den lodrette del af trinnet, så kanterne fremstår tydeligt for personer med svagt syn. Der henvises til DS/ISO 21542, kapitel 13.5, med hensyn til at opnå tilstrækkelig visuel kontrast. Det anbefales at anvende forkanter, som er skridhæmmende.

Sikring af fritstående trapper

Områder under fritstående trapper anbefales afskærmet med værn, så for eksempel personer med synshandicap sikres mod at støde ind i trappens underside. Se DS/ISO 21542.

Trinflader af gitterriste

Trinflader af gitterriste kan gøres egnede for personer med høje hæle og brugere af blindestokke ved at vælge gitterdimensioner på ca. 10 mm, der er lidt under diameteren på de tyndeste blindestokke. Trinflader med for eksempel drænhuller i metalplader kan give risiko for, at hundes kløer rives af. Problemet kan eventuelt reduceres ved at montere trædeplader.

Lukkede stødtrin

Trapper med lukkede stødtrin uden fremspring er sikrere og lettere at gå op ad for personer med gangbesvær, fx brugere, som har mindre kraft i den ene side af kroppen, er halvsidigt lammede eller har svært ved at forstå omgivelserne, fx personer med demenssygdomme.

§ 50

Porte eller passager i adgangs- og tilkørselsarealer, skal udformes, så der er let adgang for redningskøretøjer.

§ 51-§ 54 Adgangsforhold ved bygningen

§ 51

Ved alle adgange til bygninger skal det sikres, at brugerne ved egen hjælp kan komme ind i bygningen.

Stk. 2

For bygningens adgangsforhold skal følgende være opfyldt:

Ved alle yderdøre skal der være niveaufri adgang til bygningen. Eventuelle niveauforskelle skal reguleres i adgangsarealet uden for bygningen, herunder til elevatorer i bygningens adgangsetage. Eventuelle niveauforskelle skal reguleres i adgangsarealet uden for bygningen. Der kan anvendes ramper.
Uden for yderdøre skal der være et vandret, fast og plant areal på 1,5 m x 1,5 m målt fra dørens hængselside. Hvor døren åbner udad, skal der i adgangsvejen være yderligere 20 cm langs bygningsfacaden.
Dørtrin må højst være 2,5 cm.
Arealet ud for yderdøre skal være i samme niveau som det indvendige gulv.
Arealet ud for yderdøre skal markeres taktilt eller ved anden farve end den omkringliggende belægning.

Stk. 3

For fritliggende enfamiliehuse er der alene krav om forberedelse til niveaufri adgang ved én af bygningens yderdøre i stueetagen.

SBi-anvisning (§ 51)

Generelt

Som guide til, hvordan DS/ISO 21542 kan bruges i sammenhæng med bygningsreglementet, er udgivet DS-håndbog 186 (Dansk Standard, 2017f). Vejledningen henviser fra bestemmelserne i BR18 til konkrete løsningsmuligheder i DS/ISO 21542 (Dansk Standard, 2012c).

I byggeri med for eksempel en form for offentlig adgang kan man ifølge Vejledning til brugerbegreb (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2020q) være forpligtiget til at gøre mere end de tekniske krav nævnt i § 51, stk. 2, for at brugerne ved egen hjælp kan komme ind. Inspiration til, hvilke emner der bør arbejdes med, kan for eksempel findes i DS/ISO 21542, tabel 1, for ligeværdig adgang via de samme indgange:

Indgange lette at finde
Ingen trin eller forhindringer
Brede åbninger
Plads til at manøvrere
Lille betjeningskraft
God skiltning
God belysning
God visuel kontrast.

Niveaufri adgang

En lokal terrænhævning eller rampe er den anbefalede måde til at opnå niveaufri adgang, i begge tilfælde kombineret med et vandret areal foran indgangsdørene. Arealet skal være så stort, at personer i kørestol har plads til at åbne døren, og det opnås normalt ved et areal på 1,5 × 1,5 meter foran indadgående døre. Arealet måles fra den side, hvor hængslerne sidder. En udadgående dør kræver et større areal, så personen kan trække døren forbi sig, når den åbnes. Her skal bredden være 1,7 meter langs bygningens facade. Dobbeltdøre og meget brede døre kræver en udvidelse af arealet langs facaden, svarende til den ekstra dørbredde.

Sikring mod frosthævning

Hvis der er tale om udadgående døre, fx flugtvejsdøre, have-, terrasse eller hoveddøre, kan frosthævning, is, sne eller mindre emner blokere for, at døren kan åbnes. Derfor bør der sørges for en passende afstand mellem dørbladet og arealet uden for døren. Brug for eksempel en kort, skråtstillet rist fra det hævede areal over til dørtrinnet, så brugerne af bygningen fortsat kun skal overvinde maksimalt 2,5 cm. Arealet udenfor vil komme til at ligge lidt under gulvniveauet indenfor og er derfor principielt i modstrid med BR18, men anbefales af hensyn til praktisk funktionalitet. Se eksempler i (Ginnerup & Brandt, 2015).

Lokale terrænhævninger

Hvis der skal sikres mod mere ekstreme mængder af nedbør, bør bygninger ikke sænkes ned i terrænet. Der bør være min. 150 mm fri sokkelhøjde, og render mellem sokkel og lokalt hævede arealer bør have afløb ud over det omliggende terræn. Det giver den bedste indbyggede sikkerhed mod vandindtrængning ved soklen, fx når der forekommer opstuvning i kloaknettet. Løsninger alene baseret på nedsivning til dræn har ikke altid tilstrækkelig kapacitet og er oftest ikke i overensstemmelse med normer for afløbsinstallationer og dræning af bygværker (Dansk Standard, 2009c & 1993a).

Bygninger med terrændæk og eksisterende bygninger, der får tilføjet niveaufri adgang, er særlig vigtige at sikre mod indtrængen af vand ved soklen. Render kan ved indgange overdækkes med en rist i en bredde på 1,5 eller 1,7 meter, der samtidig kan fungere som taktil (følbar) belægning og til justering af dørtrinshøjde. Hvis terrænet af særlige grunde vælges hævet langs hele soklen, bør renden forbindes direkte til afløbssystem. Husk at sikre adgang til at vedligeholde fuger under dørtrin og lavtsiddende vinduer for at kunne bevare klimaskærmens tæthed.

En hensigtsmæssig konstruktion er for eksempel vist i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger, 7.4.1 Niveaufri adgang (Brandt, 2013). Andre løsninger kan for eksempel findes i SBi-anvisning 267, Småhuse – klimaskærmen (Møller, Brandt & Pedersen, 2016).

Skitse af rigtig og forkert nedsivning af facade- og overfladevand

Figur 5. Nedsivning af facade- og overfladevand til omfangsdræn omkring terrændæk er i modstrid med normer, som bygningsreglementet kræver opfyldt (Dansk Standard, 2009c & 1993a). Vandet skal ledes bort fra bygningen eller til afløb.

Belægningsskift foran indgange

Et skift i belægningen foran indgangsdøre giver svagsynede og blinde mulighed for ved egen hjælp at finde indgangen. Belægningen bør både være let at se for svagsynede og let at føle for blinde, som bruger en hvid stok. Et skift i belægningen kan for eksempel etableres med:

En nedsænket skraberist i niveau med den omgivende belægning. Hulstørrelse på den smalle led bør være højst 10 mm, så en markeringsstok ikke går igennem risten.
En ændring af selve belægningen i form af et såkaldt opmærksomhedsfelt, fx specielt fremstillede fliser med 5 mm høje knopper eller eventuelt chaussésten. Den omgivende, plane belægning bør have så få fuger og ujævnheder som muligt, fx som beskrevet i anvisningstekst til § 49, stk. 2, vedrørende belægninger. Opmærksomhedsfeltet bør have en forskel i lysrefleksionsværdi på mindst 30, svarende til ca. 0,4 i lyshed.

Udformning af opmærksomhedsfelter og ledelinjer kan for eksempel ske som vist i DS/ISO 23599 (Dansk Standard, 2019c).

Dørtrin

Dørtrin bør tillade, at brugere ved egen hjælp kan forcere indgangen. Højden af dørtrin må ikke overstige 2,5 cm, jf. § 51, stk. 2, og et lavt bundstykke anbefales. Der bør samtidig sikres adgang til jævnlig udskiftning af fugerne under bundstykket. Tabel 2 angiver højder på dørtrin afhængig af kvalitetsniveau for tilgængelighed. Af hensyn til brugernes sikkerhed anbefales det at gøre dørtrin nemme at se, fx ved at vælge et materiale, der afviger fra gulvbelægningen.

Tegning af lavt bundstykke med plads til fuge.

Figur 6. Eksempel på lavt bundstykke med plads til fuge.

Tabel 2. Højde af dørtrin afhængig af kvalitetsniveau for tilgængelighed.

Tilgængelighed	Højde af dørtrin
Kvalitetsniveau C	Maks. 2,5 cm
Kvalitetsniveau B	1,5 cm, anvendes fx ved indgangsdøre i tilgængeligt boligbyggeri, som skal være egnet for personer med gangbesvær, i kørestol eller med rollator
Kvalitetsniveau A	0 cm, anvendes fx indendørs i tilgængelige boliger og ved alle døre i plejeorienteret byggeri

Stk. 3

For fritliggende enfamiliehuse er der alene krav om forberedelse til niveaufri adgang ved en af bygningens yderdøre i stueetagen.

SBi-anvisning (§ 51, stk. 3)

Forberedelse til niveaufri adgang kan opfyldes ved at sikre tilstrækkelig plads foran en yderdør til etablering af et vandret repos på 1,5 × 1,5 meter samt udligning i terræn med svage hældninger, fx 1:25, op til denne. Desuden bør yderdørens bundstykke være maks. 2,5 cm højt således, at dette ikke skal udskiftes ved en senere etablering af niveaufri indgang.

§ 52

Yderdøre skal have en fri passagebredde på mindst 0,77 m.

Stk. 2

På den side af døren, der åbner imod personen, skal der være mindst 0,50 m ved siden af døren modsat hængselsiden.

Stk. 3

Stk. 2 gælder ikke for fritliggende enfamiliehuse.

SBi-anvisning (§ 52)

Fri passagebredde

Den fri passagebredde måles med døren åbnet 90 grader og er den mindste afstand mellem døren og den modsatte karm. En fri bredde på 0,77 meter tillader passage af de fleste personer i kørestol, men en fri bredde på 0,87 meter anbefales, da for eksempel personer i manuelle kørestole kan have brug for ekstra plads til betjening af drivringe.

Dørens konstruktion og tykkelse betyder jævnligt, at 9M- og 10M-døre giver en mindre passagebredde end 0,77 og 0,87 meter, særligt ved yderdøre, lyddæmpende døre og branddøre. Derfor skal man ved projekteringen være opmærksom på dette, og eventuelt gå et modulmål op. Ved skydedøre skal der på samme måde ofte regnes med et murhul på 10M for at opnå 0,77 meter fri passagebredde.

Døre, som skal kunne passeres af almindelige plejesenge, bør have en fri passagebredde på mindst 1,07 meter. I nogle byggerier bør fri passagebredder helt op til 1,5 meter overvejes, fx i sundheds- og plejeorienteret byggeri til svært overvægtige personer. For at undgå, at meget brede døre bliver for tunge at håndtere, kan de opdeles i asymmetriske, tofløjede døre, hvor åbning af det ene dørblad opfylder kravet om 0,77 eller 0,87 meter fri passagebredde.

Tabel 3. Fri passagebredde afhængig af kvalitetsniveau for tilgængelighed.

Tilgængelighed	Fri passagebredde
Kvalitetsniveau C	Min. 0,77 meter
Kvalitetsniveau B	Min. 0,87 meter. Tillader bl.a. at drivringe på manuelle kørestole kan bruges i døråbningen.
Kvalitetsniveau A	Min. 1,07 meter. Anvendes, hvor almindelige plejesenge og bredere hjælpemidler skal kunne passere. Meget bred dør deles evt. op i asymmetrisk, tofløjet dør, hvor ene dørblad opfylder krav om 0,77 eller 0,87 meter fri passagebredde Min 1,5 meter. Anvendes i sundheds- og plejeorienteret byggeri for svært overvægtige (bariatriske) personer.

Plads ved siden af dør

For at en kørestolsbruger siddende ved egen hjælp kan åbne en dør mod sig og trække den forbi kørestolen, skal der være mindst 0,5 meter ved siden af døren modsat dens hængselside.

Ved den yderdør i fritliggende enfamiliehuse, hvor der forberedes for niveaufri adgang, anbefales det at tage højde for, at der er eller let kan etableres mindst 0,5 meter ved siden af døren modsat hængselsiden, hvis døren åbner mod personer.

Karruseldøre

Karruseldøre kan være vanskelige at passere for personer med demens, i kørestol, med synshandicap, gangbesvær og med førerhund. Karusseldøre bør for at kunne bruges sikkert ved egen hjælp af alle opfylde DS/EN 16005, Automatiske døre - Sikkerhed ved brug - Krav og prøvningsmetoder (Dansk Standard, 2012f), som sikrer en lang række sikkerhedsfunktioner. Rent fysisk bør dørene normalt planlægges med en stor diameter og et lille antal fløje, så der er plads nok til brug med barnevogne, kørestole, rollatorer, indkøbsvogne m.m. Supplerende sidehængslede døre eller selvåbnende skydedøre anbefales for de mange, der er bange for karusseldøre.

Betjeningskraft

For at sikre, at brugere generelt ved egen hjælp kan komme frem til en funktion i en bygning, bør døres maksimale åbningskraft være 25 N (svarende til en vægt på ca. 2,5 kg). Greb og betjeningsorganer bør kunne betjenes med en lukket hånd, se tabel 4. Selvåbnende døre anbefales, særligt ved yderdøre og branddøre. For at opnå et passende sikkerhedsniveau bør automatiske døre opfylde DS/EN 16005.

Tabel 4. Åbningskraft for døre afhængig af kvalitetsniveau for tilgængelighed.

Tilgængelighed	Åbningskraft
Kvalitetsniveau C	Åbningskraft som brugerne kan præstere ved egen hjælp.
Kvalitetsniveau B	DS/ISO 21542: Maks. 25 N (svarende til en vægt på ca. 2,5 kg). Evt. dørpumpe justeres til så lav lukkekraft som muligt. Alternativt automatisk dør efter DS/EN 16005, aktivering ned kontakt.
Kvalitetsniveau A	Selvåbnende dør efter DS/EN 16005, aktivering ved berøringsløs føler

§ 53

§§ 51 og 52 gælder også for døre ved flugtveje i stueetagen, have-, altan- og terrassedøre samt døre til fælles tagterrasser, hvortil der er adgang fra elevator eller lignende.

§ 54

Ved opholdsarealer, parkeringsarealer samt eventuelle arealer til opbevaring af affald i tilknytning til bygningen skal der være adgangsforhold, der sikrer, at brugerne ved egen hjælp kan komme ind til arealerne og anvende deres funktioner.

SBi-anvisning (§ 54)

Sikring af adgangsforhold ved arealer til opbevaring af affald er beskrevet i § 65 i kapitel 3, Affaldssystemer.

§ 55-§ 56 Fælles adgangsveje i bygningen

§ 55

Brugerne skal ved egen hjælp kunne komme fra det fri eller via fælles adgangsveje i bygningen og frem til bygningens funktioner.

§ 56

Fælles adgangsveje, der fører til to eller flere boliger, kontorer, mødelokaler, udstillinger, salgsarealer eller andre enheder og funktioner på de enkelte etager, og som omfatter vindfang, forrum, gange, altangange, svalegange, plads foran elevatorer, ramper og reposer såvel i som uden for bygningen, herunder udvendigt adgangsareal til kælder, skal projekteres og udføres således, at:

Der er direkte og uhindret adgang til elevatorer, beboelsesenheder og funktioner i erhvervsbyggerier samt til fællesarealer, herunder udendørs opholdsarealer på etagerne.
De har en tilstrækkelig bredde i forhold til anvendelsen, og skal kunne passeres uhindret i deres fulde bredde. Den fri bredde skal være mindst 1,30 m.
De er markeret ved forskellige materialer, farver eller belysning.
Eventuelle niveauspring og højdeforskelle skal udlignes med ramper. Ramper må ikke udføres med en større hældning end 1:20 (5 cm pr. m), og der skal være en vandret plads på mindst 1,30 m x 1,30 m for hver ende af rampen. Ramper, der udligner højdeforskelle på mere end 0,60 m, skal desuden forsynes med en vandret repos for hver 0,60 m stigning. Ramper skal forsynes med håndlister i begge sider. Ved ramper med en hældning på 1:25 (4 cm pr. m) eller mindre kan håndlister udelades.
Døre i fælles adgangsveje skal have en fri passagebredde på mindst 0,77 m. På den side af døren, der åbner imod personen, skal der være mindst 0,50 m ved siden af døren modsat hængselsiden.
Dørtrin må maksimalt være 2,50 cm i højden.

SBi-anvisning (§ 56)

Vær opmærksom på, at fælles adgangsveje også kan føre frem til funktioner af forskellig art og ikke kun regnes som førende til to eller flere enheder. Hvis en enhed eller et lokale på et tidspunkt kan komme til at indeholde flere forskellige funktioner, bør adgangsveje hertil måske udformes efter reglerne for fælles adgangsveje. Vær også opmærksom på, at fælles adgangsveje kan omfatte arealer uden for bygninger.

Markering af fælles adgangsveje kan gøre disse lettere at opfatte og mere sikre at færdes ad. For virkemidler som belysning og kontrast henvises til DS/ISO 21542, kapitel 33 og 35 (Dansk Standard, 2012c). I standarden omtales emnerne også mange steder. Anbefalede værdier til fx lysrefleksionsværdier og beregningsmetoder findes i Annex B7. For fælles adgangsveje kan de anbefalede forskelle i lysrefleksionsværdier passes ind i intervallerne for gulve og vægge nævnt i DS/EN 12464-1, Lys og belysning (Dansk Standard, 2015d).

Større dørbredder anbefales generelt, så passage med større hjælpemidler bliver mulig. Se desuden anbefalinger i Annex C i DS/ISO 21542 ved forskellige kombinationer af døropslag, ankomstretning og plads foran døre. Under hensyntagen til bygningers brug kan der også være behov for stærkt øgede fri bredder, fx op til 1,5 meter i plejeorienteret byggeri.

Bredder

Fælles adgangsveje med en større bredde end 1,3 meter øger brugervenligheden, og de kan med fordel gøres bredere, hvor der forventes at passere mange personer, se tabel 5. De fleste fælles adgangsveje udgør samtidig flugtveje, der skal opfylde særlige krav, blandt andet til bredden. Krav til flugtveje er omtalt i § 94-96 i kapitel 5, Brand.

Tabel 5. Bredde af fælles adgangsveje afhængig af kvalitetsniveau for tilgængelighed.

Tilgængelighed	Bredde af fælles adgangsveje
Kvalitetsniveau C	Min. 1,3 meter
Kvalitetsniveau B	Min. 1,5 meter, tillader en gående og en kørestolsbruger at passere hinanden. Tillader omkring 80 % af alle kørestolsbrugere at vende på adgangsvejen
Kvalitetsniveau A	Min. 1,8 meter. Tilgodeser hyppigere trafik af gående i begge retninger Desuden kan to kørestolsbrugere nemt passere hinanden

Fælles adgangsveje bør foran elevatorer være mindst 1,5 meter brede. Hvis der er nedadgående trapper foran elevatordøren bør afstanden til trappen være mindst 2,0 meter. Disse mål skal dog være større, hvis der skal kunne manøvreres med senge, personlifte, trucks eller lignende, bl.a. i bygninger til erhverv, eller hvor der findes særlige krav i henhold til arbejdsmiljølovgivningen.

Markering med farver og belysning

Fælles adgangsveje skal markeres ved forskelle i materialer, farver eller belysning. Formålet er at gøre adgangsvejene nemme at orientere sig på for personer med synshandicap og orienteringsvanskeligheder. Farver kan for eksempel gøre dørkarme, døre og fodlister m.m. mere synlige, hvis de er i kontrast til væggenes farve, se tabel 6. Steder med fare markeres ekstra tydeligt, fx trinforkanter og kanter på siddetrin. Bredden af markeringerne bør være 40-50 mm brede, jf. DS/ISO 21542 (Dansk Standard, 2012c).

Tabel 6. Anbefalet kontrast i forhold til væg- og gulvfarver.

Område	Forskel i lysrefleksionsværdi (LRV)	Forskel i lyshed
Dørkarme, døre og fodlister	Min. 30	Min. 0,4
Steder med fare, fx trinforkanter	Min. 60	Min. 0,75

Belysning, der understreger retningen af et gangforløb, er en hjælp for synshandicappede, fx lamper med kort indbyrdes afstand. Markering af overordnede adgangsveje, elevatorer, trapper, retningsændringer m.m. kan ske ved at belyse disse kraftigere. Lyskilderne bør være blændfrie, fx ved afskærmning af lyskilden, og bratte overgange fra stærkt lys til mørke bør undgås.

For forhold vedrørende markering af glaspartier og -døre i fælles adgangsveje henvises til § 238-§ 241 i kapitel 9, Bygningers indretning.

Indendørs ledelinjer

Retningsforløb i forhaller og andre åbne rum kan med fordel angives med ledelinjer, som både giver taktil (følbar) og synlig kontrast til det omgivende gulv. Den synlige kontrast i forhold til gulvet anbefales til mindst 30 målt i lysrefleksionsværdi, se tabel 6. En tilstrækkelig taktil kontrast kan opnås ved at benytte langstrakte elementer, som er hævet op til 5 mm over den omgivende gulvbelægning. Der er udviklet specielle ledelinjefliser og -elementer, som opfylder disse krav, men for eksempel en tæppeløber på et gulv af træ, fliser eller anden gulvbelægning kan også bruges. Dimensioner på indendørs ledelinjer og opmærksomhedsfelter kan for eksempel findes i DSB's vejledning Indendørs ledelinie- og opmærksomhedsfliser (DSB Arkitekter, 2007).

Seende har normalt vanskeligt ved at vurdere, om den taktile forskel er tilstrækkelig. Ved anvendelse af ikke afprøvede ledelinjer anbefales det at kontakte Dansk Blindesamfund [www.dkblind.dk].

Det er ikke altid nødvendigt at markere en gangretning i gulvbelægningen, hvis vægge uden fremspring og forhindringer kan udgøre en naturlig ledelinje, fx i gangområder.

Ledelinjer anbefales i offentligt tilgængeligt byggeri, fx kulturhuse, hospitaler, rådhuse, butikscentre, jernbanestationer og busterminaler. Her kan de forbinde centrale funktioner, fx indgang og reception, information, billetsalg, toiletter og adgangsveje via trapper, elevatorer og døre.

§ 57 Trapper

§ 57

Trapper i fælles adgangsveje skal udformes med tilstrækkelig bredde og fri loftshøjde i forhold til den tilsigtede brug samt have en hældning, der gør dem lette og sikre at gå på. Bestemmelsen anses som opfyldt, når:

Trappens fri bredde er mindst 1,0 m, og den fri højde målt lodret over hvert trins forkant og i trappens ganglinje er mindst 2,10 m.
Trappens stigning (lodrette højde på trinnet) må ikke være større end 0,18 m.
Grunden (trinnets vandrette dybde) på ligeløbs-, kvart- og halvsvingstrapper ikke er mindre end 0,28 m. I beboelsesbygninger dog mindst 0,25 m.
På spindel- og vindeltrapper må grunden ikke være mindre end 0,20 m.

SBi-anvisning (§ 57)

En fri bredde på mindst 1,5 meter kan give plads til at to personer kan både gå ved siden af hinanden og passere hinanden, herunder at evakuerende personer og brandfolk kan færdes samtidig i hver sin retning på en trappe. En øget bredde kan også give plads til brug af trappen med en ambulancebåre. Se kapitel 13 i DS/ISO 21542 (Dansk Standard, 2012c).

Det er vigtigt, at grunden måles vandret fra trinforkant til trinforkant og ikke ind under disse. En grund på min. 0,3 meter anbefales, så mere af foden kan støtte på trinfladen, når personer bevæger sig ned ad trapper. Dette kan reducere antallet af fald. For byggeri med mange brugere kan en lavere stigning også anbefales. Som vejledning til en gangvenlig trappe henvises til trappeformlen for indendørs trapper. Varierende grunde og stigninger på samme trappe reducerer normalt sikkerheden ved færdsel på trappen. Se DS/ISO 21542, kapitel 13.1.

Valget af trappetype kan have betydning for, hvor sikker den opleves af brugerne. Spindeltrapper anbefales for eksempel ikke, da de har stærkt varierende grund og kan være svære at anvende, bl.a. når to personer skal passere hinanden. Ligeløbstrapper anses for mere sikre, da de kan udføres med samme grund og stigning i hele forløbet. Ønskes det at anvende trapper med skæve trin anbefales det at udføre disse med en meget stor diameter, så forskellene i trinnenes grund reduceres.

Vær opmærksom på, at trapper, som er del af fælles adgangsveje, også skal markeres ved lys, farver eller materialer. For anbefalede belysningsværdier og kontrastmarkeringer se DS/ISO 21542, kapitel 13.1 og 13.5.

I større rum anbefales det, at der oven for trapper udføres et areal med belægningsskift i farve og følbarhed, der starter 0,9 meter før trappens begyndelse og strækker sig i hele trappens bredde på samme måde som for udendørs trapper se § 49.

Hvis personer kan passere under fritstående trapper, anbefales det at afskærme undersiden af disse, så en passende frihøjde sikres. Se DS/ISO 21542, kapitel 13.6.

§ 58-§ 60 Værn

§ 58

Gange, trapper og ramper i fælles adgangsveje samt altaner, franske altandøre, altangange, luftsluser, tagterrasser, udvendige trapper samt andre hævede opholdsarealer, skal under hensyn til bygningens anvendelse sikres med værn og forsynes med håndlister. Alle typer af værn eller rækværk skal under hensyn til bygningens anvendelse udformes, således at deres højde, udformning, frie åbninger i værnet mv. sikrer personer mod at falde ud over eller igennem dem. Bestemmelsen anses som opfyldt, når:

Højden på værn eller rækværker er mindst 1,0 m.
Højden på værn ved trapper og ramper er mindst 0,80 m og over trappe-reposer er mindst 0,90 m.
Højden på værn ved trapper med bredere lysning end 0,30 m, altangange og luftsluser er mindst 1,20 m.
Højden på værn skal måles over trinforkanter og ramper samt fra overkant af gulv/dæk.
Håndlister skal være nemme at gribe om og holde fast i.

SBi-anvisning (§ 58)

Højde af værn

Da tyngdepunktet for 95 %-fraktilen af høje mandlige personer ligger omkring 1,2 meter, kan værnhøjder generelt i samme størrelsesorden være anbefalelsesværdige, også for altaner.

Vær opmærksom på, at trapper med mere end 0,3 meter fri lysning til en af siderne skal have værn i en højde på mindst 1,2 meter, hvorimod håndlister skal placeres i en højde på ca. 0,8 meter over trinforkanterne.

Afskærmning af fritstående trapper

Af sikkerhedshensyn bør undersiden af fritstående trapper afskærmes med en form for værn, så uopmærksomme personer og synshandicappede ikke støder hovedet mod trappens underside. Se DS/ISO 21542 (Dansk Standard, 2012c).

§ 59

Værn skal udføres, så den indbyrdes afstand mellem alle typer balustre, både lodrette og vandrette ikke giver anledning til personskader. I den forbindelse skal der i særlig grad tages hensyn til, at børn ikke må kunne klatre på værnet eller komme i klemme mellem balustre.

SBi-anvisning (§ 59)

For at sikre børn mod at komme i klemme bør åbninger i værn og rækværk dimensioneres, så en lille barnekrop ikke kan presses igennem. Dette kan afprøves som i DS/EN 1176-1 Legepladsredskaber og -underlag – Del 1: Generelle sikkerhedskrav og prøvningsmetoder, afsnit 4.2.7.2 og annex D (Dansk Standard, 2017h), hvor en prøvedorn C på 89 x 157 mm og en prøvedorn E med diameter 130 mm forsøges trykket gennem åbningerne. Ved et tryk på op til (222 +/- 5) N må dornene ikke passere igennem. For eksempel bør lodrette balustre anbringes mindre end 89 mm fra hinanden og være stive nok til at bestå ovennævnte prøve. Åbninger mellem overkant værn og håndliste samt mellem trappetrin bør sikres på samme måde.

Værns udformning skal desuden gøre det svært for børn at kravle op på dem, og det kan kræve anvendelse af lodrette elementer, helt eller delvist lukkede værn.

Tegning af eksempel på udformning af værn og rækværk.

Figur 7. Eksempel på udformning af værn og rækværk, der både gør det svært for små børn at presse kroppen igennem åbningerne, og for børn generelt at klatre på værnet. Udformningen sikrer personer mod at falde ud over eller igennem dem.

§ 60

Værn udført af glas skal udføres i overensstemmelse med §§ 238-241.

SBi-anvisning (§ 60)

Markering af glasdøre og glasvægge anbefales udformet efter DS/ISO 21542 (Dansk Standard, 2012c), hvor for eksempel bånd med kontrast til baggrunden eller med egenkontrast sættes i flere højder. Se DS/ISO 21542, kapitel 18.1.5.

Retningslinjer for anvendelse af glas som værn er beskrevet i anvisningstekst til § 238-§ 241 i kapitel 9, Bygningers indretning.

§ 61 Håndlister

§ 61

Gange, trapper og ramper i fælles adgangsveje, hvor der ikke er opsat værn, skal forsynes med håndlister i begge sider under hensyn til bygningens udformning og anvendelse. Håndlisterne skal være nemme at gribe om og holde fast i. Håndlister skal føres ubrudt forbi repos og afsluttes vandret.

Stk. 2

Håndlister skal opsættes i en højde på ca. 0,80 m.

SBi-anvisning (§ 61)

På trapper og ramper i fælles adgangsveje giver håndlister opsat i begge sider personer, der skal passere hinanden, mulighed at holde fast og dermed færdes sikrere. Det gælder også i nødsituationer, hvor for eksempel indsatspersoner bevæger sig modsat flowet af personer, der evakueres.

Tegning af eksempel på tværsnit af håndliste.

Figur 8. Eksempel på tværsnit af håndliste. Stor afstand mellem understøtninger anbefales.

For eksempelvis halvsidigt lammede personer kan håndlister i begge sider betyde, at vedkommende kan benytte en håndliste både op og ned af trappen uden at skulle gå baglæns den ene vej. Også for især ældre og personer, der eksempelvis bærer et lille barn på den ene arm, er håndlister i begge sider af betydning for at kunne færdes sikkert på trappen i begge retninger.

Håndlister i begge sider og også på selve løbet ved brede trapper og ramper, fordeler færdslen over hele bredden af trappen eller rampen og kan betyde, at trafikken glider lettere og hurtigere. Det gælder eksempelvis i kulturinstitutioner, teaterbygninger biografer m.m., hvor mange mennesker skal kunne komme eller gå på samme tid.

Håndlister ført ubrudt hen over repos på en trappe eller rampe kan gøre evakuering mere sikker for alle, der skal finde vej i mørke eller røgfyldte rum. I daglig brug viser ubrudte håndlister i begge sider, over reposer og vandrette afslutninger, desuden vej for blinde og svagsynede, ligesom håndlister forlænget ud over første og sidste trin eksempelvis kan hjælpe gangbesværede til at overvinde trinene.

I henhold til BR18 skal håndlister også opsættes i begge sider af gange i fælles adgangsveje, dog under hensyn til bygningens udformning og anvendelse. For eksempel er det hensigtsmæssigt i bygninger med lange gangforløb som sygehuse, plejehjem og institutioner m.m., hvor ældre og personer med gangbesvær færdes. Opsætning af håndliste i kun den ene side kan overvejes, hvis der for eksempel er mange døre i den ene side eller ved korte gangforløb. Ved evakuering kan håndlister i gange medvirke til at friholde det resterende gangareal til indsatspersoners færdsel, ved at personer kan gå langs eller stå ved dem.

I fælles adgangsveje i andre typer bygninger må der tages stilling til, hvorvidt bygningens udformning og anvendelse vil stille krav til håndlister i gangene. På en lang altangang et boligbyggeri, hvor mennesker i alle aldre færdes døgnet rundt, kan håndlister være hensigtsmæssigt, hvorimod håndlister i en gang i en fælle adgangsvej i et kontorbyggeri kan overvejes.

Håndlister med et cirkulært eller afrundet tværsnit, som både børns og voksnes hænder kan gribe helt om, giver bedre mulighed for at holde godt fast og afværge et fald. Se DS/ISO 21542, kapitel 14 og eksempler på rumsans.dk.

Vær opmærksom på, at der er krav til den højde, håndlister sættes i, og at de derfor ikke kan placeres ovenpå høje værn. Der skal i disse tilfælde afsættes 0,1-0,2 meter plads i bredden af hvert trappeløb til håndlisterne. Desuden bør der suppleres med lavere opsatte håndlister, som børn lettere kan nå, hvor der færdes mange mindre børn. Se DS/ISO 21542, kapitel 14.5 (Dansk Standard 2012c).

BR18s krav til vandret afslutning af håndlister samt ubrudt føring hen over reposer, betyder, at der allerede fra start af et projekt skal afsættes ekstra plads til trapperne i længden og i bredden og på selve reposerne. Se mere om trapper og håndlister i DS/ISO 21542.

Selve udformningen af bygningens fælles adgangsveje har betydning for bruttoetagearealet, idet den fri bredde måles mellem håndlisterne.

§ 62 Information

§ 62

I offentligt tilgængelige bygninger med en borgerrettet servicefunktion, skal væsentlig information om orientering i og brug af bygningen være letlæselig og letforståelig.

Stk. 2

Stk. 1 omfatter information ved indgangen til bygningen samt i forbindelse med orientering ved væsentlige funktioner i bygningen som wc-rum, handicaptoiletter, elevatorer, trapper, fordelingsveje mv.

Stk. 3

Informationen skal, under hensyn til bygningens anvendelse, være i form af punktskrift, lyd, piktogrammer, skrift og grafik i relief og ledelinjer.

SBi-anvisning (§ 62)

Arkitekturen i en bygning kan for mange være det primære orienterede element. Herudover giver DS/ISO 21542 i kapitlerne 39 og 40 vejledning til, hvordan letlæselig information i form af skiltning kan udformes.

Det kan ske ved hjælp af for eksempel:

Orienteringsskilte ved indgange, henvisningsskilte til wc-rum, handicaptoiletter, elevator, trapper og vigtige fælles adgangsveje, skilte ved døre til udvalgte rum som wc-rum og handicaptoiletter er relevante.
Skilte og information i passende højde for siddende og stående.
God kontrast mellem skilt og baggrund, god kontrast mellem skrifttyper og skilte samt god belysning på skilte og information.
Relativ store skrifttyper med størrelse tilpasset læseafstand.
Brug af genkendelige symboler.
Følbar skrift på vigtige skilte, følbare etageangivelser på håndlister.
Eventuelt ledelinjer frem til vigtige punkter i større forhaller eller adgangsveje.

Digital information om orientering og brug af bygninger med en offentlig funktion kan være omfattet af bestemmelser om tilgængelighed til hjemmesider, apps og dokumenter, jf. lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer (Bekendtgørelse nr. 692, 2018).