SBi-anvisning (§ 506-§ 522)
Dokumentation af brandforhold er en central del for eftervisning af brandsikkerheden. Det er via dokumentationen, at det godtgøres, at en bygning overholder de stillede brandkrav, og derved opfylder den krævede brandsikkerhed, som er stillet i kapitel 5, Brand. Der skal udarbejdes dokumentation for bygningens brandsikring i henhold til den brandklasse, som bygningen er indplaceret i, jf. kapitel 27, Brandklasser.
Byggeri i brandklasse 1
For byggeri indplaceret i brandklasse 1 (BK1) er der relativt begrænsede krav til omfang af dokumentation, og de stillede krav er nævnt i § 521, hvor der blot henvises til Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 – Brand (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018-2020).
Byggeri i brandklasse 2-4
For dokumentation af brandforhold for byggeri, som er indplaceret i brandklasse 2-4 (BK2-BK4), er der stillet en række krav til omfanget. Det er for byggeri, hvor der anvendes certificeret brandrådgiver. Dokumentationen for disse byggerier skal i relevant omfang omfatte følgende: start- og sluterklæringer samt en erklæring om, hvorvidt bygningen er indsatstaktisk traditionel. Ydermere skal der medtages dokumentation for indplacering i brandklasse. Der skal være en brandstrategirapport, som indeholder en beskrivelse af, hvordan brandkravene tilgodeses for det pågældende byggeri under hensyntagen til byggeriets anvendelseskategori og risikoklasse. Dokumentationen skal endvidere indeholde brandplaner, pladsfordelingsplaner og belægningsplaner, som normalt er tegninger, der angiver inventar, herunder placering af borde, stole, håndslukningsmateriel, slangevinder m.m. med særlig fokus på evakueringsforhold for personer (flugtveje, udgange, henvisningsskilte).
Dokumentationen skal også indeholde en rapport om brandteknisk dimensionering, som giver dokumentation for følgende:
Krav til brandforhold, acceptkriterier, beskrivelse af dimensionerende brandscenarier (som skal være relevante for det aktuelle byggeri), validering af eventuelle anvendte brandmodeller, beregningsresultater og vurdering af disse i forhold til acceptkriterierne. Rapporten skal også indeholde en følsomhedsanalyse, som viser, hvor følsom brandsikkerheden er ved ændring af centrale parametre så som brandens intensitet, udviklingshastighed m.m. Det er ønskeligt, at følsomhedsanalysen udviser en god robusthed for brandsikkerheden, da de valgte brandscenarier aldrig kan vælges med fuld sikkerhed.
Dokumentation af brandforhold skal endvidere indeholde en funktionsbeskrivelse, som beskriver, hvilke brandsikringstiltag, der er nødvendige for at tilgodese brandstrategien, samt angiver, hvor i byggeriet disse tiltag skal være. Funktionsbeskrivelsen skal også anføre ydeevnekriterier for de forskellige brandsikringstiltag, som anført i § 517. Funktionsbeskrivelsen skal nævne de standarder, der forudsættes lagt til grund for projektering og udførelse, ligesom funktionsbeskrivelsen skal anføre metoder for kontrol af udførelse af brandsikringstiltag (inkl. funktionsprøvninger). Endelig skal eventuelle funktionssammenhænge mellem forskellige brandsikringstiltag og funktionsafprøvninger af sammenhænge beskrives.