Vejledning (5. Affaldsskakte i eksisterende byggeri)
Hvis bygherre ønsker at nedlægge affaldsskakte i eksisterende byggeri, skal det dokumenteres, at de hensyn, der fremgår af kapitel 3 i BR18 imødekommes.
Det er kommunalbestyrelsen, der er bygningsmyndighed, og derfor træffer afgørelse i sager omfattet af byggeloven, herunder ved spørgsmål om udførelse af affaldssystemer i etagebyggeri.
Kommunalbestyrelsen kan nægte at give tilladelse, hvis ikke hensynene i bygningsreglementet vurderes at være opfyldt.
Ved ombygning af eksisterende byggeri, afhænger det af de konkrete omstændigheder, om det vil kræve en byggetilladelse. Isoleret set kan nedlæggelse af en affaldsskakt foretages uden en byggetilladelse. Dog vil det i praksis formentlig kræve byggetilladelse i langt de fleste tilfælde, da nedlæggelsen enten vil indebære væsentlige ombygninger i byggeriet, eksempelvis ved at inddrage arealet til beboelse, en overskridelse af bebyggelsesprocenten på grunden, der kræver en helhedsvurdering efter ansøgning ved kommunalbestyrelsen eller, at inddragelse af et friareal til at anlægge en affaldsø, hvilket vil være i strid med den byggetilladelse, der er givet, og derfor også kræve ansøgning om byggetilladelse.
Vejledning (2. Eksempler på affaldssystemer)
Mange kommuner har etableret ordninger for sortering af organisk affald, plast, papir, pap, metal, glas, restaffald, småt elektronik, farligt affald og storskrald m.v. Det er ikke er ualmindeligt, at der skal opstilles materiel til kildesortering af mellem 5 og 10 affaldsfraktioner.
Det er op til kommunalbestyrelsen at beslutte, hvordan affaldsordningen skal administreres.
Affaldssystemerne fordeler sig overordnet set på følgende typer:
Affaldsskakte
Affaldsskakte kan etableres i etageejendomme og etableres oftest udelukkende til en affaldsfraktion, restaffald (dagrenovation), ligesom det også er muligt at etablere systemer, der kan håndtere flere affaldsfraktioner i samme skakt.
Etageejendomme med affaldsskakte har et skaktindkast på hver etageadskillelse. Denne løsning kombineres oftest med en affaldsø til de resterende affaldsfraktioner. Affaldet fra affaldsskakte kan opsamles med mobilsug, centralsug eller med beholdere.
Central- og mobilsug
Centralsug, kan etableres med flere indkastmuligheder. Derved muliggøres kildesortering af flere affaldsfraktioner kan finde sted. Centralsug etableres oftest i nybyggeri, med etageboliger. Systemet kan kombineres med skakt, men indkast til flere affaldsfraktioner kan også etableres i terræn, og affaldet kan derved afleveres samlet, et centralt sted i bebyggelsen, eksempelvis i gårdanlægget.
Ved centralsug suges affaldet til en eller flere containere, der derefter hentes af en lastbil.
Ved mobilsug suges affaldet af en specialindrettet renovationsvogn, der suger affaldet fra de etablerede tanke. Renovationsvognen kan være stor (12-meter og 4-akslet), og kræver derfor typisk gode tilkørselsforhold.
Nedgravede beholdere og nedgravede containere
Nedgravede beholdere og nedgravede containere har en mindre top i terræn med et eller flere indkastmuligheder og kildesortering af flere fraktioner er derfor mulig. Forskellen mellem nedgravet beholder og nedgravede containere er størrelsen/volumen, og hvordan de fylder i gadebilledet.
Nedgravede beholderne tømmes med kranbil, så det er vigtigt, at beholderne etableres med gode tilkørselsforhold. Kuber er overjordiske større beholdere (ca. 2 m3) der tømmes med kranbil.
Affaldsøer/affaldsskure til beholdere på hjul
Affaldsbeholdere på hjul findes i mange forskellige varianter og størrelser, med et eller flere rum, til indsamling af en eller flere affaldsfraktioner. Nogle kommuner benytter denne beholderløsning til indsamling af kildesorteret eller kildeopdelt affald fra husholdningerne.
Beholdere på hjul kan placeres tæt på boligen og er en enkel og fleksibel, men en pladskrævende, affaldsløsning. I etageboliger med affaldsskakte, etableres affaldsøer/affaldsskure med beholdere i terræn, til borgernes genanvendelige affald som for eksempel kan være plast, pap, papir, metal og organisk m.v.
Samtlige typer af affaldssystemer stiller visse krav til opbevaring på matriklen.
Det kan være i form af opbevarings- og opsamlingstank, underjordiske rørsystemer samt selve opsamlingsstedet. Etableringen af affaldssystemerne vil være omfattet af bygningsreglementets bestemmelser samt den enkelte kommunalbestyrelses krav og anbefalinger.
Vejledning (3. Pladskrav)
Der er varierende pladskrav forbundet med de enkelte indsamlingssystemer. De enkelte indsamlingssystemer og heraf kommuners krav til kildesortering af husholdningsaffaldet, er ligeledes varierende.
Enfamiliehuse skal reservere et givent areal på matriklen, til placering af affaldsbeholdere. Da tømningen skal ske fra offentlig vej, er det blevet et almindeligt krav i kommunerne, at disse beholdere skal stå i forhaven med en maksimumafstand til kantsten.
I fællesbebyggelser (etagebyggeri og tæt/-lav-bebyggelse), skal der afhængig af bebyggelsens omfang og antal boliger indrettes én eller flere - store eller små - affaldsgårde, hvor et antal (fra 5 til 10) affaldsfraktioner skal kunne indsamles.
Hertil kommer, at de fleste fællesbebyggelser har behov for opsamling af storskrald, som til dels er ”stort brændbart”, men også f.eks. kan være rent træ til genanvendelse, tekstiler eller lign. Samtidig anbefaler man i reglen fra affaldsselskabets/kommunens side, at der opføres skure til opsamling af farligt affald samt stort elektronikaffald.
Ved byggeri i tætte byområder, er det almindeligt, at kommune og bygherre indgår aftale om, at indsamling og kildesortering af husholdningsaffald m.v. kan ske i over- eller underjordiske beholdere placeret på offentlig vej, placeret i umiddelbar nærhed af den bebyggelse, der genererer affaldet.
SBi-anvisning (§ 63)
For den enkelte bruger, dvs. hver enkelt husholdning, der producerer affald, skal det være nemt at komme af med affaldet. Det er vigtigt, at brugerne ikke skal gå en stor omvej for at komme af med affald. Kravet om umiddelbar nærhed til bygningens hovedindgange kan være svært at opfylde i kommuner med mange indsamlingsfraktioner.
For større samlede bebyggelser kan en løsning være at placere affaldsskure, affaldsøer og affaldsindkast centralt i gården eller nær et parkeringsareal. I den forbindelse bør der sørges for, at planlægning og disponering af affaldsanlæg tænkes sammen med planlægning og disponering af bebyggelsens havearealer, parkeringspladser og friarealer i øvrigt.
§ 63 skal ses i sammenhæng med §54 (BR18 kap. 2 om adgangsforhold), der mere overordnet beskriver krav til adgangsforhold ved opholdsarealer, parkeringsarealer samt arealer til opbevaring af affald.
Inspiration til indretning af affaldssystemer i nye og eksisterende bebyggelser kan for eksempel findes i Idekatalog til mere brugervenlige affaldsordninger (Københavns Kommune, 2017). Eksempel på placering af affaldsanlæg i karrébebyggelse er vist i figur 9.
Figur 9. To måder at placere et affaldsanlæg på i en ny boligbebyggelse.