Vejledning (1.1. Generelt om bestemmelserne om ventilation)
Ventilationssystemer skal planlægges, så der er fokus på bygbare løsninger og så føringsveje er gennemtænkt.
Ventilationskravene gælder også ved gennemgribende ombygninger eller anvendelsesændringer i eksisterende bebyggelser. Ved mindre ombygningsopgaver som eksempelvis udskiftning af vinduer og døre skal det sikres, at bygningens ventilationsforhold ved opførelsestidspunktet opretholdes. I forbindelse med udskiftning af eksisterende vinduer i en bolig med nye mere tætte vinduer kan dette eksempelvis imødekommes ved brug af udeluftventiler.
Bygningsreglementets bestemmelser om ventilation gælder ligeledes ved nyinstallation i en eksisterende bygning eller ved total udskiftning af et eksisterende ventilationssystem.
Bestemmelserne om ventilation varetager alene de normale ventilationsbehov. I f.eks. arbejdsrum eller rum i en bolig, hvor der udøves erhverv, kan der være behov for yderligere ventilation. Krav om yderligere ventilation stilles i givet fald i medfør af arbejdsmiljølovgivningen. Manuel udluftning eller manuel overstyring af ventilationen er ikke omfattet af bestemmelserne i bygningsreglementet, med mindre at det indgår i bygningens strategi for klimatisering.
Der henvises til DS/EN ISO 7730 Ergonomi inden for termisk miljø – Analytisk bestemmelse og fortolkning af termisk komfort ved beregning af PMV- og PPD-indekser og lokale termiske komfortkriterier og At-vejledning A. 1.2 Indeklima. For ventilation af rum med ildsteder henvises til §§ 301-303 samt til Gasreglementet, afsnit A.
Rengøringsstandarden i et rum har stor betydning for luftkvaliteten. Der henvises til bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning.
De tre nævnte standarder skal overholdes, når ventilationen projekteres og udføres. DS 447 indeholder de overordnede krav til ventilationsanlæg, mens DS 428 indeholder brandkravene til ventilationsanlæg og DS 452 indeholder krav til isolering af de tekniske installationer, herunder ventilation.
Ventilationsåbninger direkte til det fri kan f.eks. være udeluftventiler eller automatisk styrede vinduer. Åbningernes primære formål er at sikre, at udeluft tilføres rummene på en kontrolleret måde. Åbningerne bør i fornødent omfang kunne filtrere den indkomne luft og bør placeres således, at den indkomne luft er mindst mulig forurenet.
Ventilationsåbninger direkte til det fri bør udformes og fungere, så brugerne tilskyndes til at anvende åbningerne efter hensigten og derved korrekt udnytte mulighederne for at regulere både mængden og fordelingen af den tilførte udeluft. En ventilationsåbning direkte til det fri bør derfor være regulerbar, let at indstille, og kunne betjenes fra gulv. Endelig skal der tages højde for at ventilationsåbninger ikke giver anledning til træk.
Der kan være krav om en vis lyddæmpning i ventilationsåbningen, se § 369. I de tilfælde, hvor udelufttilførslen skal ske gennem styrede vinduer, bør tyveriaspektet iagttages.
SBi-anvisning (§ 421)
Bygninger kan ventileres ved naturlig, mekanisk eller hybrid ventilation.
DS 447, Ventilation for bygninger – Mekaniske, naturlige og hybride ventilationssystemer (Dansk Standard, 2013b) indeholder bestemmelser vedrørende projektering, udførelse, afprøvning og drift af ventilationssystemer. Formålet med standarden er at sikre, at ventilationssystemer indrettes, udføres og kan vedligeholdes på en teknisk og hygiejnisk forsvarlig måde, bl.a. under hensyntagen til energieffektivitet.
Naturlig ventilation
Drivkræfterne ved naturlig ventilation er termisk opdrift og vindpåvirkning af bygningen. Termisk opdrift opstår, når indetemperaturen er højere end udetemperaturen. Dermed opstår et indvendigt overtryk i den øverste del af bygningen og et indvendigt undertryk i den nederste del. Derved drives luft ud gennem de højest placerede åbninger og ind gennem de lavest placerede åbninger. I naturligt ventilerede boliger fjernes indeluft gennem aftrækskanaler i køkken, bade- og wc-rum, mens udeluft tilføres i beboelsesrummene.
Ved naturlig ventilation har bygningens udformning og åbningernes form og placering en væsentlig indflydelse på virkemåden. Traditionelt skelnes mellem tre forskellige principper for naturlig ventilation: ensidet ventilation, tværventilation og opdriftsventilation.
Ensidet ventilation
Hvis der kun er åbninger i den ene af et rums ydervægge, er der tale om ensidet ventilation. For eksempel vil der være ensidet ventilation i et rum med et enkelt, åbentstående vindue og med lukket dør til en tilstødende korridor.
Ved ensidet ventilation skabes ventilationen alene ved vindhastighedens fluktuationer og almindelig infiltration. Bidraget fra termisk opdrift afhænger af åbningsareal og åbningshøjde, hvis der kun er én åbning, fx et vindue. Er der flere åbninger placeret i forskellige højder, afhænger bidraget af åbningsareal og åbningsafstand.
Luftstrømmens indtrængningsdybde er begrænset ved ensidet ventilation, og derfor anbefales ensidig ventilation som tommelfingerregel kun, hvis rumdybden ikke overstiger 2-2,5 gange rumhøjden, se figur 49.
Figur 49. Retningslinjer for forhold mellem højde og dybde i rum med ensidet ventilation.
Tværventilation
Ved tværventilation drives udeluft ind gennem åbninger i vindsiden, og ud gennem åbninger i læsiden, fordi vinden skaber forskel i vindtrykkene på de flader, hvor åbningerne er placeret.
Der kan etableres tværventilation i et rum, når der er åbninger i to eller flere ydervægge eller tagflader. Som tommelfingerregel kan tværventilation etableres, når rumdybden er højest 5 gange rumhøjden, se figur 50.
Figur 50. Retningslinjer for forhold mellem højde og dybde i rum med tværventilation.
Opdriftsventilation
Den termiske opdrift kan øges ved at øge den lodrette afstand mellem indtags- og afkaståbningerne. Derved øges trykforskellen, som driver ventilationen. Den øgede åbningsafstand kan opnås på flere måder, fx ved at øge rumhøjden, åbne bygningen mellem etagerne, etablere åbninger i taget eller ved at etablere lodrette kanaler eller ventilationsskorstene, se figur 51. Kanaler og skorstene uden for opvarmede rum skal isoleres for at udnytte den termiske opdrift.
Figur 51. Eksempler på principsnit for bygninger med opdriftsventilation.
Når vind og termisk opdrift optræder samtidig, kan vindtrykket både forstærke og reducere det samlede drivtryk. Virkningen afhænger af vindtrykket og åbningernes placering. Åbninger til naturlig ventilation bør placeres, så vindtrykket bidrager til en forøgelse af drivtrykket i så stor en del af året som muligt, ikke mindst i sommerperioden. Det er især vigtigt, at afkaståbningerne placeres og udformes, så der i videst muligt omfang skabes et undertryk af vinden.
Mekanisk ventilation
Ved mekanisk ventilation skabes drivkræfterne af elektrisk drevne ventilatorer. Mekaniske ventilationsanlæg omfatter normalt både indblæsning og udsugning; en elektrisk drevet udsugningsventilator beregnet til periodisk drift betragtes ikke som et udsugningsanlæg. Mekaniske ventilationsanlæg kan yde et højere drivtryk end naturlige ventilationssystemer, og de er derfor mindre følsomme over for variationer i udeklimaet. Mekaniske ventilationssystemer med indblæsning og udsugning skal udføres med varmegenvinding (BR18, § 432).
Ventilation med mekanisk indblæsning og udsugning betegnes typisk ’balanceret ventilation’. Ofte indreguleres ventilationen dog sådan, at fraluften er lidt større end tilluften. Et svagt undertryk i bygningen reducerer risikoen for, at fugtig indeluft trænger ud i bygningens konstruktioner og medfører fugtskader.
Hybrid ventilation
Ved hybrid ventilation ventileres bygningen eller en del af bygningen ved en kombination af naturlig ventilation og mekanisk ventilation. Nogle typer af hybrid ventilation er baseret på i visse perioder at fungere ved hjælp af naturlige drivkræfter og i andre perioder ved hjælp af mekaniske drivkræfter. Ved andre typer af hybrid ventilation reguleres ydelsen af mekaniske (lavtryks)ventilatorer kontinuert op eller ned i takt med, at de naturlige drivkræfter henholdsvis svækkes eller øges. Hybrid ventilation er altid kombineret med et styringssystem og en strategi for styring af systemet.